Foto: Københavns Vestegns Politi

Efter skyderi: Politiet indfører ny visitationszone

Efter weekendens skyderi i Ballerup har Københavns Vestegns Politi besluttet at indføre en ny visitationszone.

Københavns Vestegns Politi har tirsdag besluttet at indføre endnu en visitationszone.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den nye zone kommer til at gælde et område i dele af Ballerup og Herlev Kommune samt på grænsen til Glostrup og Rødovre Kommune.

Visitationszonen dækker området omkring Nordre Ringvej, Ballerup Boulevard via Ballerup Idrætsby til Sydbuen/Vestbuen, omfattende Grantoften via Baltorpvej til Vestbuen, Frederikssundsvej, Ringvej 4, Klausdalsbrovej, Hillerødmotorvejen til Nordre Ringvej. Foto: Københavns Vestegns Politi

Politiets beslutning om at indføre en ny visitationszone sker på grund af den verserende bandekonflikt i det storkøbenhavnske område, hvor der senest var skyderi i søndags i Magleparken i Ballerup.

Der har også tidligere været anmeldelser om skud afgivet i visitationszonens område, skriver politiet. 

Så sent som i fredags etablerede Københavns Vestegns Politi en visitationszone i dele af Gladsaxe, Herlev og Rødovre Kommuner, efter en 20-årig mand blev skudt i benet på Juni Allé i Gladsaxe den 28. september.

Læs også Politiet opretter visitationszone på Københavns Vestegn

Den nye visitationszone gælder fra tirsdag klokken 16.00 og frem til 26. oktober klokken 23.00.

Visitationszonen dækker området omkring Nordre Ringvej, Ballerup Boulevard via Ballerup Idrætsby til Sydbuen/Vestbuen, omfattende Grantoften via Baltorpvej til Vestbuen, Frederikssundsvej, Ringvej 4, Klausdalsbrovej, Hillerødmotorvejen til Nordre Ringvej.