Foto: TV2/Lorry

Efter overfald i fængsel: Mand går amok på psykiatrisk center

Manden, der også stod bag overfaldet på en rengøringsmedarbejder på Høje Taastrup Station, er nu varetægtsfængslet i surrogat.

En 26-årig mand er torsdag formiddag gået amok på tre medarbejdere på Psykiatrisk Center i Glostrup.

Vi rykker ud til meldingen om, at en mand er gået amok. Han har øvet vold mod tre ansatte. 

Torben Wittendorff, vagtchef, Københavns Vestegns Politi

Det bekræfter Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Vestegns Politi over for TV 2 Lorry.

- Vi rykker ud til meldingen om, at en mand er gået amok. Han har øvet vold mod tre ansatte. Men da vi kommer til stedet, er han helt rolig og lægger sig på gulvet og bliver anholdt. Den del forløber helt udramatisk, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Torben Wittendorff, til TV 2 Lorry.

Læs også Betjent overfaldet med kniv i Vestre Fængsel

Fængslet for overfald på Høje Taastrup Station

Manden var ganske velkendt af politiet i forvejen. Det var nemlig selvsamme mand, der tirsdag overfaldt en fængselsbetjent med en kniv i Vestre Fængsel, hvorefter han blev overflyttet til Psykiatrisk Center Glostrup, hvor han ifølge TV 2 Lorrys oplysninger befandt sig på et sikret afsnit. 

Han sad varetægtsfængslet for et overfald 26. maj på en rengøringsmedarbejder på Høje Taastrup Station og kunne have været løsladt i dag, torsdag. 

Men sådan gik det ikke.

Klokken 11.30 blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, sigtet for grov vold og vold mod offentligt ansatte.

Under forhøret, der foregik in absentia – det vil sige uden at manden selv var til stede – blev han krævet varetægtsfængslet på ny. Det ønske efterkom dommeren.

Læs også Overfaldt venlig rengøringsmand: Nu er en 26-årig fængslet

Vi arbejder hele tiden på at nedbringe vold mod personalet på vores psykiatriske centre, og over de seneste år er vi lykkes med at reducere antallet af episoder.

Phuong le Quach, konstitueret centerchef, Psykiatrisk Center Glostrup

De ansatte vendte tilbage til arbejdet

Konstitueret centerchef ved Psykiatrisk Center Glostrup, Phuong le Quach, bekræfter overfaldet. 

- Vi kan bekræfte, at der har været en episode på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor tre medarbejdere er kommet lettere til skade. De blev alle tilset på en somatisk skadestue og vendte umiddelbart derefter tilbage på arbejde, siger hun til TV 2 Lorry.

Centerchefen beklager overfaldet. Men det er en risiko, der er, når man arbejder med patienter, der har en udadreagerende adfærd, fastslår hun.

- Vi arbejder hele tiden på at nedbringe vold mod personalet på vores psykiatriske centre, og over de seneste år er vi lykkes med at reducere antallet af episoder. Vi arbejder hårdt på, at faldet fortsætter.

Manden sidder nu fænglset i surrogat på den sikrede afdeling i Glostrup.