Efter nedtur i Blackstone-sag: Nu skal kunstnere mødes med minister

Københavnske politikere begræder tilladelse til Blackstone-byggeri, mens kunstnere i Holckenhus præsenterer sagen for den nye boligminister.

03:29

Sagen om Holckenhus har været længe undervejs. Her er TV 2 Lorrys indslag om sagen fra 3. juni.

Skal det historiske Holckenhus fortsat have atelierer på øverste etage, eller skal der i stedet bygges dyre taglejligheder?

Det spørgsmål har i flere måneder martret husets lejere - heriblandt flere kunstnere - og politikere i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus. Og nu får beboerne lov til at præsentere sagen for den nye boligminister, Kaare Dybvad. 

Det foregår på et møde i ministeriet fredag, oplyser presseafdelingen til TV 2 Lorry.

Beboeren Kaspar Bonnén er en blandt fire repræsentanter fra Holckenhus, og han er glad for, at ministeren vil mødes med kunstnerne.

- Han har et andet syn på boligpolitik end den tidligere minister, og han vil gerne mødes for at høre de forskellige interessenter, siger Kaspar Bonnén til TV 2 Lorry.

Udvalg giver tilladelse til at bygge

Lige nu har sagen dog dystre udsigter for beboerne i Holckenhus. 

Den amerikanske ejendomsgigant Blackstone har købt bygningen og vil bygge om, men det har både beboere og politikere forsøgt at modsætte sig. 

Teknik- og Miljøforvaltningens tilbundsgående undersøgelse af sagen slår dog fast, at “det ansøgte tagboligprojekt ikke kan nægtes med byggelovgivningen.”

Med den konklusion gav Teknik- og Miljøudvalget tilladelse til at bygge på et udvalgsmøde 17. juni. Men flere af partierne bag flertallet græmmes over beslutningen.

”Partierne beklager dybt, at vi ikke politisk kan redde det historiske kunstnerkollektiv, der nu befinder sig i Holckenhus,” lyder det blandt andet fra Socialdemokratiet og Radikale Venstre i en protokolbemærkning.

De henviser til, at forvaltningens undersøgelse slog fast, at “politikerne ikke har mulighed for at lave en så snæver anvendelsesbeskrivelse i lokalplanen, at vi kan bestemme, hvilket erhverv tagetagen skal anvendes til.”

Afgøres endeligt om en uge

Også Enhedslisten, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti er skeptiske i deres bemærkninger. Finn Rudaizky fra sidstnævnte parti har valgt at bruge sin ret til at standse sagen og lade Borgerrepræsentationen afgøre sagen. Det sker den 22. august. 

Holckenhus ligger i hjertet af København over for Ny Carlsberg Glyptotek og har siden 1892 huset nogle af landets største billedkunstnere. Og tagetagen, hvor kunstnerne holder til, er med sine store ovenlysvinduer tiltænkt netop dem.

Kæmpe navne som Marie og P. S. Krøyer, Emil Nolde og Kristian Zahrtmann er blot nogle af dem.

Opfordring til minister

Den nuværende beboer Kaspar Bonnén er klar over, at der skal mirakler til, hvis der fortsat skal være atelier på øverste etage i Holckenhus, så han vil over for ministeren i stedet forsøge at rejse et generelt spørgsmålet om, hvordan det kan sikres, at kommunerne i fremtiden kan være med til at afværge, at kulturarv uden videre bliver omdannet til eksempelvis dyre lejligheder.

- Vi håber på, at der kan arbejdes videre med det her generelt i byerne, så der kan komme noget godt ud af det, siger Kaspar Bonnén. 

Han og de øvrige lejere har dog med deres protester fået Blackstone med på at etablere to atelierfællesskaber i tagetagens såkaldte hjørnelejemål i det revideret projekt, der nu er givet tilladelse til. 

Ikke fredet

Holckenhus er ikke fredet, men placeret i et større område, der i kommuneplanen er udlagt som bevaringsværdig bebyggelse, fremgår det af sagsfremstillingen.  

“Det betyder, at bygningen indgår i en bevaringsværdig sammenhæng. Forvaltningen vurderer, at der i projektet er taget hensyn til bevaringen af den ydre udformning af bygningen og områdets helhedsindtryk, idet facadeændringerne kun er i et begrænset omfang.”

Beboerne har forsøgt at kontakte Fredningsnævnet med henblik på at få Holckenhus fredet, men det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt for TV 2 Lorry at få klarlagt, hvor den sag står lige nu. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik