Foto: TV 2 Lorry

Efter massiv protest: Husejere slipper for stor kloakregning

Hillerød Kommunen opgiver at tvinge flere tusinde borgere til at betale for adskillelse af kloak- og regnvand

I Hillerød er der efter talrige protester mod tvungen separatkloakering nu godt nyt til borgerne i Østbyen, Gørløse og Uvelse-Lystrup. 

Kommunen opgiver den tvungne separatkloakering, hvor man adskiller kloakvand og regnvand i separate rør i jorden.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis. 

Læs også Borgerprotest: Kloakering kan koste 90.000 pr. husstand

Separatkloakering sker for at undgå oversvømmelser og overfyldte kloakker under skybrud. Ved adskillelsen løber regnvandet for eksempel ned i vandløb, mens spildevandet bliver ledt til til rensningsanlæg.

Men flere tusinde borgere i Hillerød Kommune følte sig uretfærdigt behandlet, fordi de havde udsigt til at skulle betale for tvungen separatkloakering, mens mange ville slippe for den udgift.

Venstre og Socialdemokratiet i Hillerød, som tilsammen har flertal i byrådet, har nu indgået en aftale om de bærende principper for en ny spildevandsplan. 

Læs også Stor forskel på hvor man tvinges til kloak-regning

Blandt principperne er blandt andet fælles løsninger og fælles finansiering. Og nu som udgangspunkt frivillig tilslutning.

Kommunens nye spildevandsplan skal udarbejdes og vedtages i 2017.