Efter massiv kritik: Fremover vil Movia tage passagerer med på råd

Movia søsætter et borgerpanel, der skal sikre bedre service og give gode råd til, hvordan fremtidens kollektive trafik bør udformes.

Opdatering: Det fremgik tidligere af artiklen, at Movia har sat køreplanerne op igen. Dette var ikke rigtigt. Movia har opsat linjetavle med ruteplaner og tidsintervaller på bustoppestederne. Ikke køreplaner. 

Hvem ved mere om, hvordan den kollektive trafik fungerer, end dem, der selv benytter den?

Det er der noget, der tyder på, at trafikselskabet Movia har indset.

For et nyt panel af helt almindelige bus- og togpassagerer skal nu give gode råd til Movia i form af et borgerpanel.

- Det har vi gjort for at få borgerne med ind i udviklingen af den kollektive transport, som er noget, vi er mange, der benytter sig af. På den måde kan vi skabe en tættere dialog med borgerne, siger Camilla Struckmann, kommunikationsdirektør hos Movia.

Ifølge hende skal borgerpanelet nemlig sikre, at trafikselskabet får en bedre udvikling af den kollektive trafik.

- Det, vi gerne vil, er, at når vi har ting, vi gerne vil udvikle eller sætte i søen, så kan vi tage en snak med vores borgerpanel og høre, hvordan det lander hos dem. Derudover kan der også være ting, som borgerpanelet påpeger, at vi burde tænke på, som vi ikke har skænket en tanke, forklarer Camilla Struckmann.

Trafikselskabet har samlet omkring 50 borgere fra samtlige 45 kommuner på Sjælland, og panelet skal gøre det nemmere for selskabet at fange passagerernes problemer med busser og tog.

 

Sikrer bedre information

I december sidste år fjernede Movia alle trykte køreplaner ved stoppestederne som et led i en større digitaliseringsplan. Det betød for mange borgere, at de ikke kunne få nogen information ved busstoppestederne.

Et tiltag, der mødte stor kritik fra både borgmestre, Ældresagen og borgere. Og efter stort pres kapitulerede Movia. Man sætter dog ikke køreplanerne op igen, men udstyrede busstoppestederne med ruteplaner og tidsintervaller.

Nu kan det nye borgerpanel måske hjælpe Movia med at undgå lignende sager i fremtiden.

- Det er klart, at trafikinformation er en vigtigt ting for Movia, og det handler om, at vi tit oplever, at vores trafik skal laves om. Så hvordan får vi givet besked om, at en rute omlægges? Her er det oplagt at spørge borgerpanelet om, hvordan vi får informationen ud til borgerne om, at noget ikke er, som det plejer at være, siger Camilla Struckmann.

Borgerpanelet skal mødes en til to gange årligt. De skal første gang mødes hos Movia i Valby sidst i august i år.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik