Efter lægedrab i Tisvilde: Personale ønsker anonymitet

De seneste oplysninger i sagen om det brutale drab på den kvindelige læge Charlotte Asperud tilbage i april har kun gjort ønsket om større anonymitet blandt personalet på Nordsjællands Hospital endnu mere aktuelt.

Personalet på Nordsjællands Hospital ønsker højere grad af anonymitet.

Den melding kommer, efter det i efterforskningen af drabet på den 58-årige læge Charlotte Asperud i april måned i Tisvilde, kom frem mandag, at den sigtede 56-årige mand forinden havde printet sin journal ud fra sundhed.dk.

Bevæbnet med informationer fra journalen lavede han en liste over de i alt seks navngivne læger, som var på vagt den aften, manden blev indlagt på Nordsjællands Hospital.

- Nogle medarbejdere kan opleve det som meget utrygt (at man fremgår med navn i journalerne, red.), og ønsker en større anonymitet, siger Ingrid Thrane, der er fællestillidsrepræsentant på hospitalet.

Debatten om større anonymitet har gennem længere tid skabt en del bekymring blandt medarbejderstaben. Og ledelsen er da også kommet ønsket i møde midlertidigt.

- Vi har lov til - efter aftale med vores ledelse - kun at optræde med fornavn på vores navneskilte. Men i journaler og i papirer står man jo fortsat med fulde navn, siger Ingrid Thrane.

Yngre Læger forstår bekymring - men bakker ikke op

Formanden for organisationen Yngre læger forstår godt, at man i lyset af den ulykkelige sag på Nordsjællands Hospital føler trang til at gøre noget:

- Hvis folk føler sig utrygge og bange, fordi deres fulde navn fremgår - så synes jeg det er en god beslutning at sige - at sådan som det er lige nu - så dækker vi efternavnene til, mens vi analyserer og tænker over, hvordan kan vi prøve at undgå, at sådan noget sker igen, siger Helga Schultz.

Selv om der er forskel på eksempelvis en kræftafdeling og en psykiatrisk modtagelse, hvor den sigtede mand modtog behandling af Charlotte Asperud, bør anonymitet for hospitalsansatte kun gælde i ganske særlige tilfælde og i begrænsede perioder, mener Yngre Læger.

Den drabssigtede mand havde printet sin journal ud fra sundhed.dk, hvori lægers fulde navn optræder. En af dem, der optrådte i mandens journal, var Charlotte Asperud.
Den drabssigtede mand havde printet sin journal ud fra sundhed.dk, hvori lægers fulde navn optræder. En af dem, der optrådte i mandens journal, var Charlotte Asperud.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Når man indgår i en relation mellem læge og patient, handler det rigtig meget om tillid. Du skal som patient stole på mig. Og hvis man ikke føler, man kan give andet end sit fornavn - det kunne også være, at man havde i yderste konsekvens havde et dæknavn eller et tal i stedet for - så ville jeg umiddelbart tro, det var sværere at få tillid til den person eller den læge, siger formanden Helga Schultz.

Umiddelbart vil Yngre Læger heller ikke være med til anonymisere navne personale i patientjournalerne.

- Lige nu taler vi om det i lyset af en enkeltstående - meget, meget ulykkelig sag. Og der synes jeg, at man skal holde hovedet koldt og overveje, om det er den vej, vi gerne vil gå, siger Helga Schultz.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik