Efter kritik og opsigelser: Ny struktur skal lette presset

Personalet har ved flere lejligheder kritiseret akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital. Ny organisering skal forbedre arbejdsgangene.

Akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital i Hillerød er ved flere lejligheder blevet kritiseret af personalet for at have en overbelægning og et arbejdspres der er så højt, at det går ud over personalet og patientsikkerheden.

Men det vil ledelsen på hospitalet nu lave om på. En ny organisering skal forbedre flowet på afdelingen og samtidig sikre det faglige niveau.

- Nordsjællands Hospital har som andre hospitaler haft svært ved at rekruttere læger til akutmodtagelsen, og det var derfor nødvendigt at tænke nyt, for at kunne imødekomme de krav og forventninger, der er til vores service og behandling i akutmodtagelsen. Hospitalets fysiske rammer er som de er, men organiseringen kan vi optimere, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.

Svært ved at besætte stillinger

Den nye organisering er en konsekvens af, at Nordsjællands Hospital på nuværende tidspunkt har svært ved at rekruttere personale til afdelingen.

I april sagde tre overlæger deres stillinger på akutmodtagelsen op, og det efterlod Nordsjællands Hospital i en situation, hvor kun tre af de ni overlægestillinger på afdelingen var besat.

Derfor har hospitalet måtte trække læger ind fra andre afdelinger, for at klare opgaverne i akutmodtagelsen.

Også sygeplejerskerne på afdelingen kritiserede i april måned offentligt arbejdspresset på afdelingen.

Som led i afdelingens nye organisering opretter hospitalet en ny funktion i form af en fælles frontspeciallæge, der blandt andet skal sørge for, at de personer der henvender sig i akutmodtagelsen hurtigst muligt sendes til den rigtige afdeling.

Flere senge til Hillerød

Derudover vil man i ydertidspunkterne også omlægge sengene i akutklinikken i Frederikssund til Hillerød. Dette vil dog ikke få indflydelse på akutklinikkens åbningstid, og vil ifølge hospitalsdirektøren ikke få konsekvenser for patienterne.

- For den enkelte patient, vil omorganiseringen i Frederikssund betyde ganske lidt, og ambulancer, skader og 1813-henviste patienter kommer stadig til Frederikssund som i dag, siger hun.

Den nye struktur på akutmodtagelsen i Hillerød træder i kraft den 1. juni.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik