Efter knivdrab: Politiet opfordrer folk fra aftenen til at sende billeder og videoer

Efter en 19-årig mistede livet nytårsnat i et knivdrab på Gothersgade, opfordrer politiet nu folk, der var i nærheden, til at sende fotos og videoer.

En 19-årig mand blev dræbt på Gothersgade i København nytårsnat.

Tre af hans venner, alle 20 år gamle, blev såret i samme angreb. De er alle uden for livsfare. 

Københavns Politi søger nu vidner, der har set noget og er særligt interesseret i at tale med personer, der har taget billeder eller optaget video på det tidspunkt i området.

- Jeg vil gerne opfordre alle, der har været i nærheden, til at se deres billeder fra nytårsnat igennem. Det kan være, at der gemmer sig noget i baggrunden, siger Brian Belling, der er leder af personfarlig kriminalitet.

 

Én person blev anholdt

De unge mænd har først befundet sig foran 7-Eleven i Gothersgade, hvor de kommer op og skændes højlydt. De bevæger sig så et kort stykke ind i Borgergade, hvor selve knivoverfaldet sker foran en restaurant i nummer 2. 

Da politiet ankommer til Gothersgade, opfører en person sig mistænksomt og bliver efterfølgende anholdt. Personen er på nuværende tidspunkt ikke sigtet i sagen.

Københavns Politi er meget interesseret i at tale med enhver, der har befundet sig i området og kan have set noget – både skænderiet og selve overfaldet. 

- Der var rigtig mange mennesker på gaden på det tidspunkt, og vi håber meget, at vi i dag kan komme i kontakt med nogle af dem, der ikke har set nyheder i går, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Brian Belling. 

Politiet søger vidner

Gerningsmændene er muligvis efterfølgende løbet tilbage til Gothersgade og er derfra flygtet videre. Det efterlyser Københavns Politi også vidner til.

- Vi er i fuld gang med efterforskningen, men har brug for offentlighedens hjælp. Der er helt sikkert flere, som har set noget, der kan hjælpe os til at finde gerningsmanden, siger Brian Belling. 

Vidner eller folk med viden om episoden bedes henvende sig til 1-1-4.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik