Efter fyringer, brast økonomi og gyldent håndtryk: Kommune hyrer ny direktør

Gribskov Kommune har udpeget ny kommunaldirektør, der overtager posten fra den fyrede Holger Spangsberg Kristiansen, der fik flere millioner med sig ud af døren.

Efter et stormfuldt år med kuldsejlet økonomi, besparelser og direktørfyringer arbejder Gribskov Kommune på at få skibet på ret køl.

I november fyrede Gribskov sin kommunaldirektør gennem flere år.

Nu træder en ny batter op til kommunens home plate.

Det bliver i familien synes at være devisen for byrådet i ansættelsesbeslutninger. Valget er faldet på Sascha Volmer Sørensen, der gennem en årrække som ressourcedirektør i kommunen sætter sig i kommunaldirektørens stol.

Det oplyser Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Her har hun faktisk siddet gennem de seneste måneder, siden kommunen besluttede at skille sig af med forgængeren, Holger Spangsberg Kristiansen, der fik op mod tre og en halv millioner kroner med sig ud af døren.

- Sascha Volmer Sørensen har gennem 10 år i kommunen vist sin dygtighed, flid og evnen til at agere i en kompleks organisation, siger borgmester Anders Gerner Frost fra partiet NytGribskov.

- Det er blevet tydeligt, at vi selv har haft kompetencerne internt. Derfor har vi haft en dialog om, at det reelt var en mulighed med intern rekruttering i lyset af de gode resultater, Sascha Volmer Sørensen har vist som konstitueret kommunaldirektør, siger Anders Gerner Frost.

Kommunen oplyser, at der var 26 ansøgere i spil til stillingen.

- De 10 år jeg har været i Gribskov Kommune har givet mig en viden om og tro på, at vi har et kæmpe potentiale i vores organisation og kommune med dygtige medarbejdere og ledere, der sammen med vores borgere og virksomheder kan indfri ambitionerne om at gøre Gribskov til et attraktivt sted at bo, leve og være i, siger den nye kommunaldirektør Sascha Volmer Sørensen.

Overtager kvaklbiks 

2018 har været et livligt år på rådhusgangene i Gribskov.

Kommunen har foretaget massive besparelser og indgreb for at rette op på en afsporet økonomi.

Tidligere på året meddelte kommunen, at den var nær ved at gå rabundus og foretog i løbet af sommeren massive besparelser, blandt andet på børne- og ældreområdet.

Ved de afsluttende budgetforhandlinger i september vedtog kommunen at hæve skatten med næsten en procent for at redde sig selv fra fallittens rand.

I oktober måned vedtog økonomiudvalget, at fyre både kommunaldirektør Holger Spangsberg Kristiansen og direktør for Teknik og Erhverv, Astrid Damgaard Ravnsbæk.

I den forbindelse søgte TV 2 Lorry en aktindsigt, der viste, at den fyrede kommunaldirektør stod til modtage over 3,6 millioner over det kommende års tid, mens kommunens direktør for Teknik og Erhverv, Astrid Damgaard Ravnsbæk får mere end 1,5 millioner skattekroner med sig ud af rådhusporten.

TV-indslag fra den 9. oktober: ​​​​​Det lader til at regeringen har lyttet til den massive kritik fra flere borgmestre i nordsjælland af regnemodellen for udligningsordningen, som har kostet flere af især de nordsjællandske kommuner en masse penge. For efter ændringer i regnemodellen, kommer regeringen nu måske med en håndsrækning til kommunen.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik