Efter forsvar af dobbeltløn: Enhedslisten vil stadig lukke hul

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, og tidligere teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell. Foto: Simon Læssøe og Erik Refner / Scanpix

Enhedslisten er kritiske over for politikere, der modtager eftervederlag, selv om de er påbegyndt et nyt job.

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, er glad for, at tidligere teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell fra Enhedslisten har forsvaret, hvorfor han trods ekstern og intern kritik har beholdt sit eftervederlag på over 500.000 kroner.

- Det er vigtigt, at han får en række nuancer frem. Blandt andet det med, at han ville stå uden indkomst i en periode, hvis han frasagde sig eftervederlaget. 

- Han ville også stå uden feriepenge det første år i sit nye job. Han gør det klart, at det måske ikke er helt så enkelt, som det er blevet fremstillet i medierne, siger Pelle Dragsted.

Første ord om sagen

Netop Pelle Dragsted og partitoppen i Enhedslisten mener ikke, at borgmestre bør få eftervederlag, hvis de får et nyt job. 

I januar er Kabell begyndt i et nyt job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Company. Alligevel modtog han 1. januar eftervederlag på over en halv million kroner.

Søndag sagde Kabell sine første ord om sagen efter ugers tavshed. Det skete på Facebook. Her beskrev Kabell, at han har 26.000 kroner tilbage, når blandt andet skat og partiskat er trukket fra.

Kabell kommer også med en bredside mod netop Pelle Dragsted, som tidligere har udtalt, at Kabell ikke burde modtage eftervederlag.

- Jeg er ked af det, hvis Morten Kabell har følt sig uretfærdigt behandlet. Jeg har kæmpe stor respekt for ham og hans indsats som borgmester for Enhedslisten, siger Pelle Dragsted.

Forslag om at lukke hullet

Kabell skriver, at de tilbageværende 26.000 kroner doneres til velgørenhed. Det er prisværdigt, mener Pelle Dragsted.

- Kabell gør det klart, at det i hans tilfælde ikke er tale om et spørgsmål om personlig vinding, lyder det fra Pelle Dragsted.

Spørgsmål: Er det i orden, at Kabell beholder sit eftervederlag, selv om I er kritiske over for netop det?

- Jeg synes ikke, at politikere skal have eftervederlag og løn på samme tid. 

- Det er derfor, at vi i Enhedslisten i den kommende uge fremsætter et forslag, der skal lukke det hul, som har været for borgmestre og regionsformænd, så de har samme regler som folketingsmedlemmer.

- Nemlig at får du et job, så modregnes den løn, du får i dit nye job, i eftervederlaget. Sådan bør det være, siger Pelle Dragsted.