00:18

Efter fire års strid: Louisiana-skabers hus er solgt

Louisiana-skaberens hus er endelig solgt til nogle, der ikke ønsker at rive det ned.

​Al snak om bulldozere og nedrivning er nu endegyldigt forstummet.

Det er de helt rigtige købere. De vil bevare huset, og de vil ikke udstykke, men selvfølgelig opdatere ejendommen.

Carsten Skjøt, økonomichef på Louisiana

Kunstmuseet Louisiana har netop solgt Knud W. Jensens hus til en køber, der har accepteret en bevaringsplan for den smukke ejendom, der ligger på en skrænt over Sletten Havn i Humlebæk.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Knud W. Jensen boede i huset, da han i 1954 gik en tur med sin hund og fik ideen til at bygge kunstmuseet Louisiana få kilometer derfra. Et par år senere fik huset en tilbygning, der er tegnet af Jørgen Bo og Wilhelm Wohlert - de samme arkitekter, der skabte det verdensberømte kunstmuseum i Humlebæk.

Læs også Verdens bedste museumsbutik ligger i Humlebæk

Derfor vakte det stor offentlig kritik, da det for fire år siden kom frem, at Louisiana Fondens bestyrelse havde givet en ejendomsinvestor fuldmagt til at forhandle en nedrivning af den bevaringsværdige ejendom. 

Efter et par ugers kritik valgte Louisiana at sætte salget i bero og lave en bevaringsplan for ejendommen. Siden har en juridisk uenighed med Naturstyrelsen forsinket salgsplanerne, men én køber var tålmodig og kunne vente.

- Det er de helt rigtige købere. De vil bevare huset, og de vil ikke udstykke, men selvfølgelig opdatere ejendommen. Bevaringsplanen giver mulighed for det, forklarer Carsten Skjøt, økonomichef på Louisiana til Frederiksborg Amts Avis.

Læs også Attraktionskrig i Nordsjælland: Frederiksborg slår Kronborg

Louisiana Fonden overtog i 1994 huset fra Knud W. Jensen, der boede i huset frem til sin død i 2000. Derefter var huset beboet af Knud W. Jensens enke, Vivi Jensen, der døde i 2011. Museet har ikke ønsket at bevare ejerskabet til huset, der nu er solgt for 9,8 millioner kroner.

- Knud W Jensen samlede al sin energi omkring og kanaliserede alle sine midler ind i sin mest originale ide af alle, Louisiana. Lige siden hans bortgang i 2000 har vi forsøgt at fastholde dette fokus, og i det lys har det ikke givet mening at bevare Knud W. Jensens private hjem som en del af Louisiana, forklarer museumsdirektør Poul Erik Tøjner. 

Læs også Kunstdirektør til DF: I er på korstog imod viden om vores egen tid