Efter fire år på druk fandt Kris mening med livet på Kofoeds Skole

Kris Kreutzmann stak af fra Grønland, og levede i fire år som hjemløs alkoholiker i København, før han igen fandt meningen med livet på Kofoeds Skole.

- Det er to år og to måneder siden, at jeg har drukket sidst, siger Kris Kreutzmann som noget af det første, da jeg spørger ind til hans historie.

55-årige Kris Kreutzmann er fra Grønland.

Da han for syv år siden fandt sig selv arbejdsløs i Nuuk uden udsigt til job, tog han en beslutning om at tage af sted:

- Jeg stak af fra Grønland. Pakkede de ting, som jeg ikke ville undvære og sendte dem af sted til min lillebror. Jeg havde ikke fortalt ham, at jeg skulle komme. Jeg kom bare, siger han.

Kris havde fået afslag. Igen. Sjette afslag i træk på ansøgninger om pædagogjob i Nuuk.

- Jeg tog bare en enkeltbillet, og siden har jeg boet her i Danmark.

Kris Kreutzmann er en af hovedpersonerne i TV 2 Lorrys nye serie ”Kofoeds Skole”. Hver aften sendes et afsnit i nyhedsudsendelsen kl. 19.30 og så kan du allerede nu ser hele serien her.

Her kan du se afsnittet om Kris i ReDesign.

4 år som alkoholiker

Kris Kreutzmanns lillebror overnattede på det tidspunkt i et hjemløsetilbud i Valby. Det var således ikke en forventning om mere faste rammer, der fik Kris til at rejse.

I fire år - kun afløst af kortere kommunale ressourceforløb - var der ikke andet på skemaet end øl.

- Jeg gik ikke i seng uden at have drukket. Det gjorde jeg bare. Sammen med vennerne. Når jeg blev træt af at være sammen med dem, så lagde jeg mig hen, og når jeg så vågnede igen, så var de der stadig. Så drikker vi igen, siger Kris om livet i sine fire år som hjemløs alkoholiker i København.

”Det er to år og to måneder siden, at jeg har drukket sidst.”

I dag har Kris Kreutzmann fået sin egen lejlighed i Brønshøj og arbejder seks dage om ugen som frivillig på Kofoeds Skole.

- Jeg har lagt alkoholen på hylden og benytter det her som arbejdsplads, jeg kan komme op til og gå til, siger Kris, da jeg spørger ham ind til hverdagen i skolens ReDesign træ-værksted.

Her genopfrisker Kris antikke træmøbler, så de kan sælges i Kofoeds Skoles butikker.

Han er netop blevet færdig med en blå- og grønmalet skænk.

Kris kalder stolt det nymalede møbel for sit mesterværk:

- Jeg vil kæmpe fra dag til dag, og om fem år kan jeg forestille mig, at jeg har fået et job som pædagog, så jeg kan samle penge sammen til pensionsalderen, siger Kris Kreutzmann.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik