00:07

Efter brand: Stormgade åbner til morgentrafikken

Stormgade har store dele af dagen været lukket, mens brandfolk kæmper mod en voldsom brand.

En enkelt vejbane på Stormgade er nu åben, så biler igen kan passere gennem den trafikerede gade i København. Det er vejbanen i retning fra H. C. Andersens Boulevard og mod Christiansborg. 

Tidligere i dag lød det ellers fra politiet, at gaden ville være helt spærret frem til tirsdag morgen, men helt så stort et trafikalt kaos, venter der alligevel ikke trafikanterne i morgentrafikken i morgen tidlig. Faktisk forventer politiet nu, at begge vejbaner er åbne til morgentrafikken. 

Gaden har været spærret siden en brand brød ud i det næsten 400 år gamle Holsteins Palæ i nat. Palæet er fredet, og det er lige nu under ombygning til luksuslejligheder. 

Brandfolkene har flere gange i løbet af dagen måtte trække sig ud af bygningen på grund af brandens voldsomme karakter. Slukningsarbejdet har blandt andet været hæmmet af meget voldsom røgudvikling og nedstyrtningsfare. 

Selvom den ene vejbane i Stormgade nu er åben, så lyder opfordringen fra politiet her til aften forsat på at finde andre veje gennem byen.