Efter beskyldning om plagiat: Nu stævner Plummer iværksætter

Netto bakker op om Plummers forklaring: Parterne indgik kontrakt længe før det møde, hvor Plummer beskyldes for at have stjålet ide fra iværksætter.

- Det er ikke en kopisag, det er en injuriesag.

Det siger Kenneth Plummer fra firmaet Ronald A/S om den seneste udvikling i sagen om iværksætteren Kenneth Tram, der har beskyldt Ronald A/S og dagligvarekæden Netto for at producere og sælge en kopi af Kenneth Trams produkt, en vindhætte til mobiltelefoner.

quote På de sociale medier er jeg blevet truet med tæv, mit firma er blevet svinet til og både mine børn og min mor er blevet inddraget på en ubehagelig måde. Vi vil ikke acceptere gadens parlament

Kenneth Plummer, direktør, Ronald A/S

Trams beskyldninger har ført til en voldsom shitstorm på de sociale medier mod Ronald A/S og Netto. Som svar har Ronald A/S nu bedt sin advokat om at forberede en stævning af Kenneth Tram.

- På de sociale medier er jeg blevet truet med tæv, mit firma er blevet svinet til og både mine børn og min mor er blevet inddraget på en ubehagelig måde. Vi vil ikke acceptere gadens parlament, siger Kenneth Plummer, der forklarer videre på sin Facebook-side.

- Manden (Kenneth Tram, red.) har (…) afvist at trække sine beskyldninger tilbage, og derfor vil vores advokat på virksomhedens og mine vegne udtage stævning med påstand om straf og mortifikation i medfør af de relevante bestemmelser i straffeloven, markedsføringsloven, samt godtgørelse efter erstatningsansvarsloven, lyder det blandt andet i opslaget, som du kan se under artiklen her.

Netto støtter Plummers forklaring

I dag bakker dagligvarekæden Netto samtidigt op om den udlægning af sagen, som Kenneth Plummer hele tiden har fortalt – nemlig at kontrakten mellem Netto og Ronald A/S blev indgået allerede i juli sidste år og dermed længe før Kenneth Tram fortalte Kenneth Plummer om sin ide.

Netto siger dog samtidigt, at man ikke længere vil sælge den omstridte vindhætte. Den blev allerede fjernet fra Nettos hylder, da sagen kom frem i weekenden.

- Selv om der ikke er tale om en kopi af hans produkt, har vi aftalt med Kenneth Tram, at vi ikke genoptager salget. Det er ikke lige så afgørende for Netto at sælge denne vindhætte, som det er for Kenneth Trams iværksættervirksomhed, siger Martin Hasgard Olesen, der er marketingschef i Netto.

'Det er lavt og tarveligt'

Den spegede sag startede søndag, da Kenneth Tram på Facebook beskyldte Kenneth Plummer og hans firma for tyveri af Thams produktide.

Kenneth Tram fortalte på Facebook, hvordan han for fire måneder siden havde et møde med Plummer, som havde vist interesse for Kenneth Trams vindhætte på et netværksmøde. Mødet førte ikke til noget. Til gengæld mente Tram, at Plummers firma efterfølgende havde produceret en billig kopi, der blev solgt i Netto.

- Jeg er naturligvis i chok over, at Kenneth vil forsøge at ødelægge dansk iværksætteri ved at lave tarvelige kopier og sælge dem til Netto. Men jeg er mest rystet over, at Dansk Supermarked overhovedet ønsker at aftage Ronalds produkter. Det er lavt og det er tarveligt, skrev Kenneth Tram blandt andet på Facebook. 

Svenskernes idé

Sagen blev yderligere kompliceret af, at det svenske firma Pinocc trådte frem og fortalte, at de i flere år har produceret vindhætten, som dermed slet ikke er Kenneth Trams ide. Ifølge det svenske firma købte Trams kone allerede i august 2015 to eksemplarer af svenskernes produkt over nettet:

- Seks måneder senere sender hr. Tram så dette produkt på markedet. For mig at se er det meget mærkeligt, skriver Stina Devletyan fra det svenske firma på Facebook.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra Kenneth Tram i dag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik