Sådan kan en typisk nytårsaften se ud på Rådhuspladsen. Foto: Emil Hougaard - Scanpix

Efter Berlin-terror: Ingen biler ved Rådhuspladsen nytårsaften

Vejene omkring Rådhuspladsen vil nytårsaften være lukkede for biler. Det beslutter politiet efter terrorangrebet i Berlin.

12 personer døde, og yderligere 56 blev såret, da den nu dræbte terrorist Anis Amri 19. december kørte en lastbil ind i en menneskemængde ved et julemarked i Berlin.

De politioperative tiltag iværksættes for at sikre, at flest mulige mennesker kan få en tryg og festlig nytårsaften i København.

Operationsansvarlige, politiinspektør Jens Jespersen, Københavns Politi

Københavns Politi tager derfor nytårsaften specifikke forholdsregler for at undgå en lignende situation.

Politiet vil spærre vejene, der strækker sig langs Rådhuspladsen, hvor der traditionelt samles et hav af nytårsglade mennesker nytårsaften. Det gælder også gaderne omkring Rådhuspladsen. Det vil også få indflydelse på bustrafikken, lyder det i en pressemeddelelse.

Læs også Politi overvåger københavnske julemarkeder efter Berlin-terror

- De politioperative tiltag iværksættes for at sikre, at flest mulige mennesker kan få en tryg og festlig nytårsaften i København”, siger den operationsansvarlige, politiinspektør Jens Jespersen, Københavns Politi. 

- Vi har stor fokus på, at genere trafikken mindst muligt og i øvrigt give plads til, at folk kan holde en ordentlig nytårsfest. Men de nødvendige politioperative tiltag vil samtidig komme til at betyde, at vi begrænser mulighederne for kørende trafik i områder, hvor der er mange mennesker forsamlet, siger Jens Jespersen.

Derudover vil Dronning Louises Bro blive afspærret nytårsaften, ligesom det er sket tidligere år.

Sådan kan en typisk nytårsaften se ud på Rådhuspladsen.  Foto: Emil Hougaard - Scanpix