00:41

Efter års klageråb: Jagtforening opløser sig selv

Jagtforening opløser sig selv efter flere års kamp med naboerne, som har stævnet kommunen og jagtforeningen.

Jagtforeningen i Karlebo i Fredensborg Kommune vil nu opløse sig selv, lyder det fra bestyrelsen.

Det sker efter flere års kamp med naboerne, som har stævnet klubben over støjen fra skud, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det er en kendsgerning, at der er meget få hænder til at løse alt for store opgaver i foreningen. Vores linjer er tynde, og de få tilbageværende tropper er trætte.

Bestyrelsen i Karlebo Sogns Jagtforening

Derudover har skrappe miljøkrav  om at rense plasthætter og lerduer fra den fugtige mose udmattet foreningen.

- Det er en kendsgerning, at der er meget få hænder til at løse alt for store opgaver i foreningen. Vores linjer er tynde, og de få tilbageværende tropper er trætte, siger bestyrelsen i Karlebo Sogns Jagtforening til Frederiksborg Amts Avis.

Den slags oprydning er nemlig både besværlig og dyr. 

Læs også 400.000 skud om året: Skydebane risikerer lukning

Jægerne frygter flere krav

Lukningen af jagtklubben kom frem tirsdag, hvor politikerne, naboerne og de jægere, der bruger jagtforeningen, var samlet til forhandling. 

Jægerne fortalte, at de nye grænser for, hvor meget man må skyde for ikke at genere naboerne, vil give underskud i foreningen.

Derudover frygter man, at der vil komme yderligere skærpede krav til mængden af skud. Derfor valgte man at trække stikket. 

Læs også Skydebanen i Karlebo: Vi har respekt for naboerne

Sidste skud den 1. september

Planen er nu, at sidste skud falder den 1. september i år.

Generalforsamlingen i jagtforeningen er den 18. april på Karlebo Kro.

Her vil bestyrelsen i jagtforeningen høre, hvad medlemmerne har at sige. Men bestyrelsen har samtidig meddelt, at den trækker sig, hvis forslaget om at lukke skydebanen ikke bliver vedtaget.

På skydebanerne i den nordlige del af  mosen er Asminderød Grønholt Jagtforening ved at skifte navn til Fredensborg Jagtforening.

Og her er medlemmerne af Karlebo Sogns Jagtforening  blevet opfordret til at søge om at blive medlemmer.