E-mailfejl koster millioner

6.078 mennesker henvendte sig sidste år til Thora Center i København, fordi de har været udsat for seksuelle overgreb. I år har Danmarks største behandlingstilbud for incestofre derimod ikke mulighed for at besvare en eneste henvendelse.

Det er
konsekvensen af, at en embedsmand i Københavns Kommune opgav en
forældet mailadresse, da Thora Center henvendte sig for at få at
vide, hvor de skulle sende en ansøgning om såkaldte § 18-midler
hen. I alt lød ansøgningen 2,6 millioner kroner, skriver
Berlingske Tidende. »Da vi spurgte, om vi også skulle sende den
per post, fik vi det svar, at sådan gør man ikke i dag, så hvis
vi bare brugte den pågældende mailadresse, var det fint,«
forklarer Bodil Dichow, som er leder af Thora Center. Men fint
var det så langtfra. Kort før jul sidste år finder Bodil Dichow
ud af, at Thora Center ikke er kommet i betragtning til kommunal
støtte i 2009, fordi den pågældende mailadresse er fra før
kommunalreformen - og dermed ikke i brug. Den 6. januar i år
skriver hun derfor et brev til Socialborgmester Mikkel Warming
(Enh.), hvor hun nævner de »katastrofale følger,« som fejlen
ifølge hende vil få, hvis Thora Center skal undvære kommunens
tilskud. Men først 21 dage senere svarer borgmesteren i et brev,
hvor det bl.a. fremgår, at »centret kan komme i betragtning,
såfremt der er § 18 midler for 2009, der aldrig bliver
udbetalt,« men at det først er noget, man ved efter
sommerferien. Fire dage senere, den 1., er Thora Center derfor
nødsaget til at fyre to ud af fire uddannede psykologer samt
skille sig af med alle frivillige, fordi de tilbageværende to
fastansatte ikke har mulighed for at give dem den lovpligtige
vejledning. »Det betyder, at vi ikke har mulighed for at tage os
af andre sager, end dem som allerede er i gang,« forklarer Bodil
Dichow, der som konsekvens af den manglende støtte dagligt må
afvise henvendelser fra incestofre. »Det er forfærdeligt,«
forklarer hun og nævner som eksempel en sag, hvor hun måtte
afvise en henvendelse om et treårigt barn, der har været udsat
for seksuelt misbrugt. Ifølge Lars Rasmussen (S), der selv
sidder i Socialudvalget og under behandlingen af §
18-ansøgningerne efterspurgte en ansøgning fra netop Thora
Centeret, er sagen »det mest groteske han har oplevet i sine år
i udvalget.« »I bedste fald skyldes det en embedsfejl af en helt
uset kaliber, eller også har man lavet et bevidst nummer, for at
ansøgningen ikke kom med,« siger han og fastslår, »at det i så
fald ikke vil være første gang, at embedsfolk i København har en
politisk dagsorden for, hvem der skal have støtte.« Lars
Rasmussen mener desuden, at det er »en katastrofe,« at
socialborgmester Mikkel Warming har taget tre uger om at besvare
Thora Centerets henvendelse. Mikkel Warming har ikke ønsket at
udtale sig om sagen, men ifølge hans pressechef Ulrik Aarhus,
»fremgik det klart af ansøgningen, hvor den skulle sendes hen.«
En kritik som Bodil Dichow fra Thora Centeret dog ikke har meget
til overs for. »Vi kontaktede jo netop kommunen, fordi vi var i
tvivl. Når de så giver os en mailadresse og siger, at vi ikke
behøver at sende den med posten, så tror vi selvfølgelig på
det,« siger hun og fastslår, at hun ikke er interesseret i at
blive uvenner med borgmesteren, men at det undrer hende, »at
Warming slet ikke går ind i, hvad det handler om«. »I stedet
nægter han, at kommunen har begået en fejl,« fastslår hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik