Foto: TV2/Lorry

Dyrt at stormflodssikre

Staten må betale til et sluseprojekt nord for Kronprins Frederiks Bro, mener fire borgmestre. Det skriver Frederiksborg Amts Avis lørdag.

Det vil koste omkring 130 millioner kroner at bygge en sluse nord for Kronprins Frederiks Bro, så alle beboere i den sydlige ende af Roskilde Fjord kan få beskyttet deres huse mod oversvømmelser som dem efter stormen Bodil for et år siden.

Det viser et skitseprojekt, som firmaet Rambøll har udarbejdet for Frederikssund og Roskilde kommuner, der har inviteret Egedal og Lejre kommuner med til at drøfte fælles kystbeskyttelse.

Men prisen er for høj for kommunerne alene, så staten må bidrage, som det sker med kystbeskyttelsen på den jyske vestkyst, mener de fire kommuners borgmestre ifølge avisen.

- Vi er nødt til at have en statslig medfinansiering. Egedal og Roskilde er mere ramt af problemer ved Værebro Å, og jeg kan godt forstå, at Roskilde vil bruge penge på at sikre der. Men det er tvingende nødvendigt, at vi gør noget, siger John Schmidt Andersen, der vil forsøge at skaffe politisk flertal for at finde 100 millioner kroner over fem år til projektet, fordi han ikke vil risikere, at Frederikssund by bliver oversvømmet én gang til. Skitseprojektet består i en pontonsluse, etableret i et fundament på en fast fjordbund i cirka 20 meters dybde, cirka 15 meter nord for Kronprins Frederiks Bro. Når slusen aktiveres, pustes der luft ind i pontonen, mens en spunset væg på diget og langs kysterne nord for slusen skal sikre, at vandet ikke løber bagom.