Dyrt at dø: Kirkegårdenes priser er på himmelflugt

Priserne for ydelser i forbindelse med begravelse eller bisættelse i København er steget eksplosivt i de seneste år.

Det er en bekostelig affære at få begravet eller bisat en pårørende, og på Københavns Kirkegårde er det blevet markant dyrere i de seneste otte år. 

Eksempelvis er prisen for at få gravet en kistegrav steget med 98 procent fra 2010 til 2018, og selve kistegraven koster i dag 49 procent mere end for otte år siden. 

Faktisk er der store prisstigninger på stort set alle de mest benyttede ydelser hos Københavns Kirkegårde. Heraf er den største prisstigning på leje af kapel, der er steget med 140 procent i perioden. 

Se prisstigningerne her: 

Takstudvikling i Københavns Kirkegårde 2010 til 2018 2010 2018 Stigning i %
Kremering 1.908 2.829 48 %
Kapelleje 518 1.243 140 %
Orgel og kor 1.434 1.598 11 %
Køb af kistegrav på tre m2 i 20 år 4.239 6.324* 49%
Køb af urnegrav på 1 m2 i 10 år 3.885 4.690 21 %
Gravning af kistegrav 2.857 5.644 98 %
Gravning af urnegrav 703 1.020 45 %
*Prisen dækker kun jordleje. Thujahæk, muld og perlesten koster yderligere 4.845.

Hundrede procent brugerbetaling 

- Prisstigningerne skyldes, at kommunens interne revision gjorde os opmærksom på, at taksterne burde blive genberegnet, og det har vi gjort ud fra såkaldte kostpriser, så vi ikke får underskud på det her område, siger Jon Pape, der er serviceområdechef for Byens Drift i Københavns Kommune

Kommunen har tidligere ydet tilskud til brugerbetalingen på kirkegårdsområdet, men fra 2009 er tilskuddet gradvist blevet mindre. I dag er ydelserne hundrede procent brugerbetalt.

De nye takster er dels beregnet ud fra Kirkeministeriets retningslinjer og dels ud fra kommunens egne retningslinjer, og de er blevet implementeret løbende i de seneste år.

- Det er nogle meget indviklede beregninger. Det er derfor, det har taget lang tid, lyder det fra Jon Pape. 

Intet alternativ

Kommunen har monopol på flere af ydelserne. Det vil sige, at hvis man vil have begravet eller bisat en pårørende på Københavns Kirkegårde, så er der intet alternativ til taksterne.

Priserne må dog ikke overstige de faktiske omkostninger, der er ved for eksempel at få gravet en kistegrav. 

Kommunen er næsten færdig med at kostprisberegne kirkegårdstaksterne. Der mangler nu kun at komme nye priser for blomster.

Forvaltningen kan ikke oplyse, hvordan kommunens kirkegårdstakster er i sammenligning med andre kommuner.

- Det er meget vanskeligt at sammenligne, fordi vi ikke ved, hvordan de andre kommuner har beregnet deres priser. Men flere andre kommuner har interesseret sig for vores beregninger, fortæller Jon Pape.   

Skatteborgere betaler for andre arealer

Noget, der ikke er brugerbetalt på kirkegårdsområdet, er fællesarealerne.

- Kirkegårdene består både af gravsteder og af arealer uden gravsteder. Det er for eksempel græs, træer og veje, de mange gamle bygninger og de store kulturværdier, der er på kirkegårdene. Den slags tager vi ikke penge for hos gravstedsejerne, det betaler skatteborgerne for, fortæller Jon Pape.

Kirkegårdstaksterne bliver besluttet i forbindelse med vedtagelse af det årlige budget for kommunen.

Hvis kommunen skal give tilskud til området og dermed gøre begravelser og bisættelser billigere for borgerne, vil det kræve en politisk beslutning.

Københavns Kirkegårde består af:

Assistens Kirkegård 

Bispebjerg Kirkegård

Vestre Kirkegård

Sundby Kirkegård

Brønshøj Kirkegård

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik