Dyrt dilemma: Pressede borgmestre overvejer at hæve skatten

Uanset hvad venter der en dyr ekstraregning fra Christiansborg. Helt igennem grotesk, lyder kritikken.

Borgmester Jens Ive i Rudersdal Kommune er presset i øjeblikket.  

Han mangler 36 millioner i kommunekassen. Ikke noget han selv er skyld i, for ekstraregningen kommer fra Christiansborg via Udligningsordningen.

- Jeg synes, det er fortvivlende og deprimerende. Det er helt igennem grotesk og urimeligt, siger Jens Ive (V) til Tv 2 Lorry.  

De 36 millioner, der mangler, svarer til at borgmesteren skal ud og lukke en skole med 500 elever. 

- Jeg vil stærkt fraråde, at det er den vej, vi går, og derfor overvejer vi nu at sætte skatten op, siger Jens Ive til TV 2 Lorry.

I så fald skal skatteprocenten et godt stykke op ad. For Jens Ive skal nemlig ikke kun skaffe de 36 millioner. I så fald han sætter skatten op, skal han skaffe omkring 140 millioner, fordi han som udgangspunkt skal betale strafgebyr til Christiansborg, hvis han hæver skatten.

- Vi er ude i nogle helt groteske størrelsesordner her, siger Jens Ive.

Fortørnet Furesø-borgmester

I Furesø Kommune er billedet det samme. Her mangler borgmester Ole Bondo Christensen (Soc.dem) omkring 25 millioner i kommunekassen, som han skal betale i ekstraregning til Udligningsordningen.

- Det samlede byråd er meget fortørnet og også rigtigt vrede over det her, siger Ole Bondo Christensen til TV 2 Lorry.

De 25 millioner der mangler, svarer til, at Furesøs borgmester skal fyre 50 skolelærere eller 70 social - og sundhedshjælpere. Eller at han skal lukke alle kulturhuse og biblioteker.

quote Det gør ondt helt ind i hjertet, når vi oplever, at vi nu er nødt til endnu engang at gå ud og se på serviceniveauet og skære ned.

Ole Bondo Christensen, borgmester i Furesø (Soc.dem)

Derfor overvejer Ole Bondo Christensen også at sætte skatten op. Men det er ikke en nem beslutning.

- Vi synes jo, at det ville være rigtigt ærgerligt at bede Furesøs borgere om at betale mere i skat, fordi vi skal aflevere flere penge til borgere i andre kommuner. Men på den anden side vil vi også meget nødigt reducere vores serviceniveau, siger Ole Bondo Christensen.

Hvis han skal skaffe de 25 millioner, skal han faktisk ud og hente 100 millioner i borgernes lommer. For også i Furesø er der et stort strafgebyr til Christiansborg, hvis han sætter skatten op.

- Det gør ondt helt ind i hjertet, når vi oplever, at vi nu er nødt til endnu engang at gå ud og se på serviceniveauet og skære ned, siger han.

Håber på hjælp fra Christiansborg

Ole Bondo Christensen håber nu på hjælp fra sin partifælle på Christiansborg, Magnus Heunicke (Soc.dem), der er medlem af Indenrigsudvalget.

- Jeg synes, det er et råb om hjælp, og det må vi lytte til her på Christiansborg, for hvis det enten er skattestigninger eller velfærdsforringelser, så er det nok fordi, at systemet er helt forkert, siger Magnus Heunicke.

Vi foreslår helt konkret, at de kommuner, der bliver ramt af de her store regninger allerede fra næste år får en meget mere lempelig indfasning, indtil vi får rettet alle de andre fejl, der er, lyder det fra Magnus Heunicke.  

Det håber Rudersdals borgmester Jens Ive også.

- Jeg er dybt frustreret, og jeg er bestemt ikke glad. Jeg tror ikke, jeg skal tale med nogen fra Folketinget i øjeblikket. For hvis ikke man kan sige noget pænt at sige, skal man jo lade være med at sige noget, siger Jens Ive.  

Rudersdal og Furesø Kommuner er så pressede af udligningsordningen, at de bliver nødt til at hæve skatten for at kunne finansiere de millioner, kommunerne skal sende til Vestdanmark over udligningsordningen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik