Dyrskue udsolgt på rekordtid

Det kan godt være, at der er krise i landbruget. Men på Roskilde Dyrskue har de svært ved at få armene ned i disse dage, skriver DAGBLADET Roskilde.

Dyrskuet, der løber af stablen 4.-6. juni, har nemlig oplevet en enorm interesse for at få lov til at udstille på både erhvervs-, fødevare-, og maskinudstillingerne i år, og det har betydet, at standpladserne på alle tre udstillinger for længst er blevet udsolgt.

Det er rekordhurtigt i forhold til tidligere år, og det kommer bag på dyrskueleder Thor Nielsen.

Ikke mindst i forhold til maskin-udstillingen, som man ellers kunne forvente var den af de tre udstillinger, der umiddelbart ville være hårdest ramt af krisen.
For når der er økonomiske trængselstider, er landbrugsmaskinerne traditionelt det område, landmændene forsøger at spare mest på.

- Men på trods af krisen kommer der altså over 165 maskinvirksomheder, hvoraf mange er helt nye eller ikke har været her i flere år.

- Det er meget glædeligt, at der er så stor opbakning, og at der i disse tider er så mange, der tror på, at Dyrskuet er et sted, hvor man kan møde kunder, der vil slå en handel af, siger han.

Ud over maskinudstillerne, er der 36, der har booket en stand på dyrskuets fødevareudstilling og over 230 på erhvervsudstillingen.

Ifølge Thor Nielsen har interessen for at få plads på selve dyre-udstillingen også været historisk høj, og alle pladser for længst udsolgt. Ifølge dyrskuets egen opgørelse er der i alt 1800 dyr lige fra malkekvæg og kødkvæg til heste, kaniner, får, geder, katte og høns med i år.

Omkring 80.000 mennesker lægger hvert år vejen forbi Dyrskuet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik