Dyrenes Beskyttelse: Lad fugleungerne være i fred

Selv om de ser meget små og ubeskyttede ud, skal man ikke samle fugle op og aflevere dem til Dyrenes beskyttelse, siger biolog.

I disse dage lyder der mange spæde pip i parker og haver. Vi er nemlig midt i fuglenes yngletid, og amourøse fuglepar kan få op til tre kuld unger mellem starten af maj og slutningen af juni.

Det hænder tit, at en af de nye fugle får tumlet sig ud af den trygge rede og ender på jorden, og når det sker, begår mange velmenende mennesker en fejl, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.  

Man skal nemlig ikke samle en fugleunge op og aflevere den hos Dyrenes Beskyttelse. Selvom naturen kan være et farligt sted, skal vi mennesker ikke røre sunde og raske dyreunger, lyder opfordringen. 

- Det er helt normalt, at en unge befinder sig på jorden, og langt de fleste af fugleungerne er ikke i nød. De fleste af dem har forældre, der mader dem, også selv om de er kommet lidt væk fra reden, siger Michael Carlsen, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse, til TV 2 Lorry. 

Han pointerer, at der kan være tungtvejende grunde til, at fuglen er hoppet ud. 

- Det kan være, at en skade eller et andet dyr har været for nærgående. I det tilfælde er jorden under havens buske og stauder ofte et sikrere opholdssted for ungerne end reden, som jo er opdaget og derfor et usikkert sted at befinde sig, siger biologen.   

Michael Carlsen oplyser også, at det er en gammel myte, at forældrene ikke vil tage sig af ungerne, hvis de har været i menneskehænder. Hvis man ser en unge på et meget udsat sted, fx midt på et fortov, kan man således forsigtigt rykke den ind til siden. 

Man skal dog ikke håndtere ungen mere end højest nødvendigt, da for megen håndtering kan stresse fugleungen ihjel.

- Det er kun, hvis man finder helt små nøgne fugleunger uden fjer, at man kan prøve at sætte dem tilbage i reden. Den vil typisk være lige over stedet, hvor de små unger er faldet ned, siger Michael Carlsen til TV 2 Lorry. 

Det er helt naturligt, at forældrene forsvarer deres unger på jorden. Hold afstand til fugleungen, så holder forældrene også afstand til dig, lyder det fra biologen.

I løbet af de seneste fem uger har vagtcentralen hos Dyrenes Beskyttelse modtaget 1750 henvendelser om fugleunger fra bekymrede medborgere. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik