Kærholm i Sydhavnen består af 192 lejligheder. Foto: engholmene.dk

Dyre projektboliger hitter i hovedstaden

Den store andel af nybyggeri er med til at hæve boligpriserne i hovedstaden.

Var det noget med en 260 kvadratmeter lejlighed i Københavns nye kanalby Kærholm i Sydhavnen? Den koster godt nok knap 16 millioner kroner, men så er der også store glaspartier fra gulv til loft i første række til vandet med en flot udsigt til havnen.

Lejligheden er et af de dyreste projektsalg i hovedstaden, skriver Politiken tirsdag.

Ganske vist er langt de fleste projektlejligheder, der endnu ikke er færdigbygget, adskillige millioner kroner billigere. Alligevel er projektsalg af ejerlejligheder i København forbeholdt folk med pæne indkomster - og udbuddet af projektlejligheder er kraftigt stigende.

I øjeblikket er næsten hver tredje af de ejerlejligheder, der er sat til salg i Københavns Kommune, udbudt som et projektsalg, hvor folk køber, inden byggeriet står færdigt. Det viser en ny opgørelse fra boligsiden.dk.

Kurven har været støt stigende de seneste to et halvt år. I januar 2014 lå andelen af udbudte projektsalg på 16 procent, mens tallet i juni i år var nået op på 33 procent, skriver Politiken.

- Der er en stor efterspørgsel efter boliger i København, og intet tyder på, at presset på boligmarkedet i hovedstaden tager af foreløbig, så de mange byggerier skyder op for at dække et behov, der helt klart er til stede, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, til Politiken.

Den store andel af nybyggeri er med til at hæve boligpriserne i hovedstaden. I Københavns Kommune ligger salgsprisen for de ejerlejligheder, der sælges som projektsalg, i gennemsnit 22 procent højere end andre ejerlejligheder. Og prisen for et projektsalg starter ved 2 millioner kroner. Det gør især studerende, singler og de lavere indkomster til de store tabere i kampen om de eftertragtede boliger i hovedstaden.

Københavns målsætning er nu, at 20 procent af den samlede boligmasse skal være almen. I øjeblikket har forliget om planloven ført til, at Københavns Kommune har planlagt 3.350 almene boliger - heriblandt 1.000 boliger i Ørestad, 600 i Carlsberg Byen og 1.000 på Levantkaj i Nordhavn.

Men det er slet ikke nok, at hver femte nye lejlighed i København bliver almen, lyder kommentaren fra Lejernes LO.

Den målsætning er nemlig forældet og baseret på en sammensætning af boligmassen, hvor også andelsboliger tilhørte kategorien af billige boliger, lyder det fra LLO's cheføkonom, Jesper Larsen.

- I dag koster andelsboligerne jo også en formue, det er ikke længere boliger for studerende, lavindkomster eller for den nedre del af mellemindkomsterne, og det er heller ikke boliger for singlerne. Og der er altså 90-100.000 andelsboliger i København, siger han til Politiken.