Dyr timepris: Så meget koster overvågningsfly mod bander

Politiet har hver dag enten fly eller helikopter i luften, som koster mange tusinde kroner i timen.

Politiet har i forbindelse med den verserende bandekonflikt i København, sat både fly og helikopter ind i kampen mod banderne.

Men den konstante summen i luften er en bekostelig affære, skriver Metroxpress, som har søgt aktindsigt hos Rigspolitiet i, hvad timeprisen er på de tre overvågnings-enheder, som politiet benytter.

Her fremgår det, at flyvetimeprisen er 15.361 kroner, når politiet har forsvarets C-604 Challenger-fly i luften.

Bevidste om omkostningerne

Helikopteren AS-558 Fennec koster 4.828 kroner i timen, mens flyet Britten Norman Defender, som tilhører hjemmeværnet, er gratis at benytte, skriver Metroxpress.

Selvom det er en dyr fornøjelse for politiet - og dermed også skatteborgerne – forsikrer politiinspektør ved Københavns Politi Jens Jespersen, at man er meget bevidst om omkostningerne.

- Prisen løber hurtigt op, og det er generende for borgerne. Og da vi ikke har noget ønske om at genere folk eller bruge flere penge end højst nødvendigt, så er vi meget bevidste om, hvad det koster, siger han til Metroxpress.

I luften hver dag

Han fortæller endvidere, fly eller helikopter som udgangspunkt er i luften hver dag.

- Det er konfliktniveauet, der afgør, hvor stor en indsats vi lægger. Der er beklageligvis ikke noget, der tyder på, at vi er færdige med at sende fly eller helikopteren op, siger han.

Rigspolitiet vil af hensyn til indsatsen mod bandekonflikten ikke oplyse, hvor mange penge de indtil videre har brugt på fly og helikopter, da dette kan afsløre omfanget af luftstøtten, skriver Metroxpress.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik