Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Dyr lærestreg: Fængsel og stor erstatsning for bombe-joke

En ualmindelig dårlig bombe-joke i Københavns Lufthavn koster to grækere tre måneders fængsel, indrejseforbud og et større erstatningskrav.

To græske mænd på 33 og 65 år jokede med at have en bombe i bagagen, da de 18. november i år, få dage efter terrorbomberne i Paris, stillede deres kufferter på bagagebåndet ved indtjekningen i Københavns Lufthavn.

Den ene af mændene sagde, at der var en bombe i den kuffert, som den anden netop havde anbragt på transportbåndet. Kammeraten svarede noget i retning af, at han var den sidste terrorist, der var søgt fra Paris, ligesom der blev talt arabisk til SAS-medarbejderen ved indtjekningspulten.

Joken kostede dem i første omgang et par uger bag tremmer, indtil de blev løsladt uden at få udleveret deres pas.

Her til morgen var de for retten i Københavns Byret, hvor de blev idømt tre måneders fængsel, heraf to af dem betinget, for at have fremkaldt alvorlig frygt for andres liv.

De fik samtidig seks års indrejseforbud i Danmark og derudover bliver de mødt af et erstatningskrav fra Metro og DSB på 66.698 kr. Bombe-joken betød nemlig, at terminalen blev evakueret og al trafik til lufthavnen blev indstillet i et par timer.

Der er foreløbig ikke kommet noget erstatsningskrav fra Københavns Lufthavn og flyselskaber - muligvis fordi det er svært at opgøre nøjagtigt, skriver bt.dk.