Fra oktober begynder Køge kommune at tilbagebetale de i alt fem millioner kroner, som forældre har betalt for meget for deres børns frokostordninger.
Frokosten i flere daginstitutioner i Køge Kommune var i syv år for dyr. Og det var kommunens egen fejl. Den høje pris skyldtes en fejl fra forvaltningen, som ulovligt havde indregnet udgiften for el i betalingen.
Derfor skal pengene betales tilbage.
Men det er en større opgave, og derfor er der ikke nogle forældre, der har fået deres penge tilbage endnu.
- Det hænger sammen med, at der skal laves en tilføjelse til kommunens it-systemer, så man kan udbetale det, fortæller formand for Børneudvalget, Thomas Kielgast fra SF.
Kræver en ekstra hånd
Kommunen har også været nødt til at ansætte en ekstra medarbejder i et halvt år for at kunne håndtere den ekstra opgave.
- Der er tre grupper – dem indenfor de seneste tre år, hvor det er meget nemt, en mellemgruppe, der kræver lidt ekstra arbejde, og så er der den sidste gruppe, hvor der er forældelsesfrister på, og det kræver nogle flere beregninger, siger Thomas Kielgast.
Han kender ikke til rækkefølgen i, hvordan pengene bliver udbetalt, men forventer, at alle forældre bør have fået deres penge retur til jul.
- Dder bliver arbejdet på det, og det bliver taget alvorligt, lyder det fra Thomas Kielgast, SF.