Dykker advarer mod brandmænd ved Amager Strand

Pas på når du tager til stranden: Der er mange brandmænd - og mødet med deres op til to meter lange brandtråde kan være stærkt ubehageligt.

Søren Petersen fra Søborg er dykker og videofotograf. Og nu hvor vejrudsigten står på varme, høj sol og perfekt badevejr advarer han mod en kraftig forekomst af ubehagelige brandmænd, der kan være en plage - ikke bare for dykkere - men også for badende voksne og børn.

Videoen over artiklen her har Søren Petersen filmet ved Amager Strand for sit firma dykvideo.dk.

-Jeg lagde mærke til, at der var mange af dem og syntes lige, jeg ville advare. Jeg er selv blevet brændt. Når man dykker, så kan brandtrådene sætte sig ved munden lige omkring mundstykket. Det er stærkt ubehageligt, men der er ikke så meget andet at gøre end at skylle med vand, forklarer han.

Brandmanden - den ubehagelige gople

*Brændegoplen (Cyanea capillata) er vidt udbredt og kan blive helt op til 2 meter i diameter.
*Fangtrådene kan blive 37 meter lange.
*I Danmark bliver de dog sjældent større end 30 centimeter i diameter.
*Forekomsten ved kysterne er størst sidst på sæsonen.
*Giften sidder i nældeceller på fangtrådene, som klistrer fast til huden, hvor den skydes ud ved berøring.
*Brandmanden lever af plankton og små fisk.


I modsætning til gopler ved for eksempel Australiens kyster, så er vores hjemlige brandmænd ikke farlige - kun voldsomt ubehagelige.

-Og de kan være svære at undgå. Fangtrådene er jo to meter lange, og dem kan man ikke lige se. De brandmænd, jeg støder på er fra knytnævestørelse og helt op til tallerkenstørrelse, fortæller han til TV 2 Lorry.

 Vi iler  hermed med at bringe Søren Petersens advarsel videre - se jer godt for, når I bader - så undgår man en ubehagelig afslutning på en dejlig dag ved stranden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik