DTU udklækker to nye virksomheder om ugen: "Vi vil inspirere"

Hele 2.200 nye virksomheder er det blevet til siden oprettelsen af DTU for mange år siden.

De studerende, ansatte og færdiguddannede kandidater fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, har oprettet mere end to nye virksomheder om ugen gennem de seneste 20 år.

Det viser en analyse fra konsulentfirmaet IRIS Group, som er udført for netop DTU.

quote Jeg tror, vi er rigtig gode til at have en god forståelse af og en tæt dialog med erhvervslivet og samfundet.

Anders Bjarklev, rektor på DTU

Siden 1999 har DTU stået bag omkring 2.200 nye virksomheder, som samlet set har omsat for mere end syv milliarder kroner. Samtidig har de skabt mere end 2.700 nye jobs.

Men hvad er det egentlig, som de er så gode til på DTU?

- Jeg tror, vi er rigtig gode til at have en god forståelse af og en tæt dialog med erhvervslivet og samfundet. Og det bevirker også, at vi er i stand til at få givet vores studerende et ganske klart billede af hvilke firmaer og jobs, der kan være brug for i samfundet, fortæller Anders Bjarklev, der er rektor på DTU, til TV 2 Lorry.

Eliteuniversitetet i Lyngby

Tilgangen har tilsyneladende virket, og i dag er DTU et af de tekniske universiteter i Europa, som har det største økosystem for iværksætteri, ligesom det er blevet kåret som det mest innovative universitet i Norden.

Ifølge rektor Anders Bjarklev er det et fælles mål for universitetet, at de studerende skal undervises og eksponeres for enterprenørskab, så de er klar over, hvilke muligheder der er for at starte en virksomhed selv.

- Forhåbentlig er der ikke nogen, der forlader DTU uden at være eksponeret for muligheder for enterprenørskab eller for at starte sin egen virksomhed. Og derfor er der også flere her, som tænker i det, end der ellers ville have været, siger rektoren og tilføjer:

quote Forhåbentlig er der ikke nogen, der forlader DTU uden at være eksponeret for muligheder for enterprenørskab.

Anders Bjarklev, rektor på DTU

- Det er enormt vigtigt at snakke om enterprenørskab, fordi mange fremtidsforksere siger at vi danskere om ikke så mange år skal finde deres arbejde i nogle virksomheder, som ikke er skabt endnu.

"Analysen skal inspirere andre"

Anders Bjarklev understreger, at DTU har fået lavet analysen for at inspirere andre universiteter og undervisningsinstitutioner til at tænke på samme måde.

Samtidig mener rektoren, at fokus på enterprenørskab og innovation kan bane vejen for endnu bedre forskning og endnu bedre uddannelser i fremtiden.

- De af os som har prøvet som forskere at arbejde konkret med enterprenørskab har oplevet, at det er enormt givende at sætte sin teori og viden i spil, når man får noget meget konkret i hånden. Så kan man se, hvad man kan gøre.

- Det kan også være medvirkende til, at man får endnu mere lyst til at arbejde med sit fag. Det er med til at give noget arbejdsglæde, når man ser det fra den helt konkrete vinkel, siger Anders Bjarklev til TV 2 Lorry.

Danmarks Tekniske Universitet har eksisteret siden 1829 - dengang under navnet Den Polytekniske Læreanstalt - og blev stiftet af Hans Christian Ørsted.

Navnet Danmarks Tekniske Universitet så første gang dagens lys i 1994. I dag uddanner 11.200 studerende sig på DTU.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik