Fagforening langer ud efter region for ”ulige og uretfærdig” fordeling af vinterpakke

Dansk Sygeplejeråd Sjælland kritiserer nu Region Sjælland for ikke at være villige til at forhandle om fordelingen af midler i forlængelsen af den såkaldte vinterpakke.

Den økonomiske håndsrækning fra staten til regionerne, der skulle få sundhedsvæsnet helskindet igennem vinteren - som kaldes vinterpakken - udløb med udgangen af marts.

Men det betyder ikke, at vinterpakke-kassen er tom hos alle regionerne.

Tværtimod har Region Sjælland et beløb tilbage, som de nu fordeler ud i en forlængelse af den del af ordningen, der honorerer de medarbejdere, der yder en ekstra indsats ved at tage ekstra vagter.

Det var dog langt fra alle sygeplejersker, der i første omgang fik lov til at nyde godt af ordningen. 

Det gælder blandt andet sygeplejersker på ambulatorier og andre dagafsnit.

Og når det nu har vist sig, at der er flere penge at komme efter, så mener fagforeningen Dansk Sygeplejeråd Sjælland, at de sygeplejersker, der ikke fik gavn af pengene i første omgang, skal omfattes nu.

- Vi har haft en masse sygeplejersker, som ikke har været omfattet, og de har kunne se deres kolleger få del vinterpakken, selvom de også har lagt ekstra timer. Det kan vi ikke sidde overhørig. Slet ikke, når vi finder ud af, at der har været penge til dem fra starten, siger Anne Marie Holst Sommer, der er kredsformand i DSR Sjælland.

- Det er en lønmæssig ulighed og uretfærdighed, som DSR Kreds Sjælland ikke kan sidde overhørig. Det er en skævvridning for samme arbejde og en uhensigtsmæssig udmøntning af vinterpakkens midler.

Afviser forhandlinger

Fagforeningen har derfor anmodet Region Sjælland om at mødes til forhandlinger om, hvilke sygeplejersker der kan omfattes af en forlængelse af vinterpakken til regionens sygehuse.

Men der skal, som DSR Sjælland selv påpeger, to til en tango, og Region Sjælland vil tilsyneladende ikke danse med.

quote Manglen på forhandlingsvilje undrer os, når Region Sjælland i forvejen har store udfordringer med at rekruttere og fastholde sygeplejersker på sine arbejdspladser

Anne Marie Holst Sommer, kredsformand, DSR Sjælland

I følge DSR Sjælland har kredsen to gange anmodet Region Sjælland om at mødes til en forhandling. Begge gange er de dog blankt blevet afvist af regionen.

- Manglen på forhandlingsvilje undrer os, når Region Sjælland i forvejen har store udfordringer med at rekruttere og fastholde sygeplejersker på sine arbejdspladser, lyder det fra kredsformanden.

- Problemet resulterer i mange ubesatte stillinger rundt om på regionens sygehuse. En forlængelse af vinterpakken er en oplagt mulighed for at belønne alle de sygeplejersker, der rent faktisk er der og tager en ekstra tørn.

DSR: "Vi bliver ved, til regionen reagerer"

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra regionrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen. Det er dog ikke lykkedes.

I stedet har Region Sjælland sendt et skriftligt svar på kritikken fra DSR Sjælland.

"I og med alle 154 millioner kroner fra vinterpakken ikke er brugt ved aftalens udløb 31. marts, har vi tilbudt at forlænge den nuværende aftale om tillæg for merarbejde," lyder det.

"Vi er glade for, at de øvrige faglige organisationer har takket ja til vores tilbud om forlængelse, men er kede af, at DSR endnu ikke har tilsluttet sig, da vi så ikke har mulighed for at honorere sygeplejersker og radiografer på samme vilkår som de øvrige faggrupper."

Men kredsformand, Anne Marie Holst Sommer, fastholder, at DSR Sjælland ikke kommer til at skriver under på noget som helst, så længe der ikke er indgået forhandlinger.

DSR Sjælland har indkaldt til medlemsmøde om sagen mandag.

- Vi bliver ved, til regionen reagerer på det her, siger hun.

Den nuværende aftale om tillæg for merarbejde bliver indtil videre forlænget i Region Sjælland frem til den 31. maj. Herefter vil man igen se på, hvad der er tilbage af midler, oplyser regionen.

TV 2 Lorry har spurgt Region Sjælland, hvor mange penge fra vinterpakken, der er tilbage, men regionen har indtil videre ikke kunne give et svar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik