Foto: TV2/Lorry

DSBFirst får svært ved at overleve

DSBFirst bliver ikke levnet store chancer for overlevelse af KPMG i den længe ventede rapport fra selskabet.

DSBFirst kan kun køre videre, hvis de svenske trafikudbydere forhøjer kontraktbetalingen med over 450 millioner kroner.
Det er konklusionen i den længe ventede rapport fra revisionsselskabet KPMG om økonomien i DSB's skandaleramte datterselskab DSBFirst, erfarer DR Nyheder.
- Der kan ikke skabes balance i økonomien i DSBFirst Øresund, medmindre der kan opnås tilstrækkelig betaling fra trafikkøberne, skriver KPMG i rapporten, som er bestilt af forligskredsen bag DSB.
Samtidig fremgår det af rapporten, at DSB har lavet en redningsplan med besparelser og effektiviseringer for over en milliard kroner. Men den tror KPMG ikke på kan gennemføres.
- Det er vores vurdering, at de planlagte forbedringsinitiativer er forbundet med betydelig usikkerhed og risiko for manglende implementering, skriver KPMG i rapporten.
Ifølge KPMG var der problemer med økonomien stort set fra første dag, blandt andet fordi udgifter til lønninger og togvedligehold viste sig at være langt højere end forudsat i DSB's bud på Øresundskørslen.
Med andre ord - DSB's bud var alt for lavt i forhold til udgifterne - og det oven i købet på områder som løn og togvedligehold, der er relativt faste størrelser, som burde kunne regnes nøjagtigt ud på forhånd.
Hvis DSBFirst går konkurs, har transportminister Hans Christian Schmidt en komplet færdig plan B klar.
Ifølge DR's kilder har ministeren allerede fået udarbejdet køreplaner, personaleplaner m.v., så DSB med få dages varsel kan videreføre togdriften på den vigtige Kystbane.
Balladen i DSB tog for alvor fart i marts, da DSB's topchef Søren Eriksen blev fyret på grund af mistanke om ulovlig statsstøtte til DSB First.
Medarbejderne venter stadig i stor spænding om, hvem der skal efterfølge Søren Eriksen.
Jobopslaget blev allerede offentliggjort i april, men ansættelsesprocessen har afventet den nye bestyrelsesformand Peter Schütze, som først tiltrådte for 14 dage siden.