Foto: Lorry

DSB Øresund må igen udsætte enmands-betjente tog

Overgangen til enmandsbetjening af togene på Kystbanen vil alligevel ikke kunne ske i løbet af 4. kvartal 2014. Det oplyser transportminister Magnus Heunicke (S) i en orientering til Folketingets transportudvalg. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det er ikke første gang, at DSB Øresund må trække i nødbremsen i forhold til tidsplanen for overgang til tog med alene en lokofører ombord.

Først var planen, at overgangen skulle ske den 15. december 2013, så blev planen skudt til starten af januar i år. Og senere blev det udskudt til tidligst den 1. maj og senere til 4. kvartal af 2014. Nu opgiver DSB Øresund helt at komme med bud på, hvornår enmandsbetjeningen kan indføres, fremgår det af orienteringen.

Det er processen med at opnå Trafikstyrelsens sikkerhedsgodkendelse, der denne gang har vist sig at tage væsentligt længere tid, end DSB Øresund havde forventet.

DSB Øresund har ventet på, at DSBs strækninger i Nordjylland bliver godkendt til enmandsbetjening, for at den godkendelse kan skabe et erfaringsgrundlag for en tilsvarende godkendelse af Kystbanen til enmandsbetjening. Men vendelboerne venter stadig på en afgørelse fra Trafikstyrelsen.

Og før den afgørelse er på bordet, vil DSB Øresund ikke komme med nye bud på en tidsplan på Kystbanen. Og når turen kommer til den nordsjællandske banestrækning, så vil sikkerhedsgodkendelsen af

Kystbanen blive opdelt i to faser på grund af udfordringer på Nørreport. Således vil strækningen Østerport-Helsingør blive prioriteret før strækningen København H.-Østerport.