DSB om det der skete på omstridt video: Helt efter bogen

DSB forholder sig nu til sag, hvor ophidset DSB-togfører tilbageholder 16-årig dreng på Hellerup Station.

Det var en video - optaget på en mobiltelefon - som blev set tusindvis af gange på de sociale medier, og som fik mange vrede kommentarer med på vejen.

En video med en særdeles ophidset DSB-kontrollør, som tilbageholder en 16-årig dreng på Hellerup Station.

Videoen er optaget af en udenforstående kvinde, som fandt, at DSB-kontrolløren gik over stregen på grund af den måde, han valgte at tilbageholde den 16-årige på.

Drengen havde - muligvis ved et uheld - væltet togføreren omkuld, hvilket drengen beklagede. Men togføreren ville ikke lade drengen gå.  På videoen kan man se, hvordan den 16-årige forsøger at tale ham til ro.

Men togføreren mente, de havde meget mere at tale om, og han tilkaldte politiet.  

Hidtil har DSB ikke villet sige meget om sagen, fordi man ikke havde set de videooptagelser inde fra toget, som kunne fortælle, hvad der var gået forud for episoden. 

Læs også Teenager og DSB i dialog: Undlader at politianmelde togfører

De optagelser har DSB nu set og kommenteret på Facebook.

Her kan man læse følgende:

 "DSB har nu undersøgt video-sagen fra Hellerup station, hvor en ung mand blev tilbageholdt indtil politiet kunne ankomme til stationen. På baggrund af bl.a. videomateriale inde fra toget og de impliceredes forklaringer er det DSB’s vurdering, at der udspiller sig en episode i toget forud for den offentliggjorte video og at den samlede håndtering af situationen ligger inden for retningslinjerne for togførere.
DSB har haft en dialog med den pågældende kundes forældre. Af hensyn til såvel togføreren som den unge mand er det DSB’s ønske, at sagen afsluttes med denne interne undersøgelse."

Og meget mere vil DSB ikke sige. Underdirektør Anette Haugaard siger tirsdag aften til TV 2 Lorry, at togføreren har håndteret sagen fuldstændig inden for de retningslinier DSB har.

Og hun afviser at fortælle, hvad det var, der skete inde i toget, som gjorde togføreren så vred.

- Hensynet til togføreren og hensynet til den unge mand gør, at vi med den interne undersøgelse mener, at sagen er lukket. Vi ønsker ikke at gøre mere ved sagen, siger hun til TV 2 Lorry.