DSB langt fra mål om tog til tiden

Foto: TV 2 Lorry

Regionaltogene og Øresundstogene er meget langt fra de mål, DSB selv har sat

Målsætninger kan være gode - men det er ikke så heldigt, hvis man er langt fra at nå dem. Og den situation står DSB i efter at de i dag må melde ud, at særligt Kystbanen og Kastruptogene i sidste måned havde det svært med at nå frem til tiden.

Det er nemlig DSBS ambition, at 81,8 procent af togene på Kystbanen skal køre til tiden. Men i november var det tal helt nede på 68,5 procent. Og i myldretiden stod det endnu værre til. Morgenmyldretiden havde en rettidighed på 57,6 procent og eftermiddagstrafikken 59,9 procent.

Et tog holder op med at være til tiden, når det er mere end to minutter og 59 sekunder efter køreplanen.

-Den 24. november havde vi et tog, der brød ned ved Østerport Station om morgenen. Det holdt meget uheldigt og den ene begivenhed betød rigtig mange forsinkelser og aflyste tog. Ud over det har løvfaldet også generet trafikken i november, men det glæder mig, at dette års løvfald nu er overstået, og vi har forberedt os så godt vi kan på den kommende vinter,” siger Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.

For Kystbanens vedkommende går det lidt bedre, når man ser på hele året - her er rettidigheden på 70,4 procent.  For Kastruptogene er målsætningen også en rettidighed på 81,8 procent, og her landende man i november på 73,1 procent.

 

Læs også Træt togpendler: Forsinkelser skaber kæderække af problemer

DSB alene er ikke herre over, hvonår togene kører - da for eksempel Banedanmark også er inddraget. DSB taler derfor om "operatørrettidigheden. Ser man på de tal, så ser det noget bedre ud - nemlig 88,2 procent på Kystbanen og 90,9 procent på Kastrupbanen.

-Hvis vi taler om løvfald - som heldigvis nu er overstået - så er det ikke et DSB-ansvar. Det er en ekstern sag, men som vi samarbejder med Banedanmark om at forbedre, forklarer Tony Bispeskov til Tv 2 Lorry.

Han understreger dog også, at selv om DSBs egne operatørtal er gode - så er kunden, der står på perronen og venter på et tog ligeglad med, hvad en forsinkelse skyldes.

-Derfor har vi også fokus på det samlede tal, siger han.