En lille del af den massive kø, som lige nu står og venter på togbusser for at komme til Sverige Foto: TV 2 Lorry

00:20

1 af 2

DSB: Ingen tog over Øresund

Køerne er massive og de travle pendlere holder vejret i håb om, at togdriften snart genoptages på strækningen over Øresund.

- Situationen er den, at svenskerne har haft problemer med at levere tog til Danmark.

Sådan lyder beskeden fredag eftermiddag fra Informationschef hos DSB, Tony Bispeskov, til TV 2 Lorry.

Det svenske problem består i, at der har været en teknisk fejl på tognettet mellem Malmö og Hässleholm, beretter informationschefen videre.

DSB har forsøgt at løse problemet på strækningen ved at indsætte togbusser til at fragte de mange togpassagerer over sundet.

- Vi har indstillet vores trafik over Øresund, og det fortsætter den halve times tid, siger Tony Bispeskov og fortsætter:

- Om cirka en halv times tid fra nu (klokken 14.35, red.) har svenskerne meddelt, at de vil sende tog over sundet igen.

Hvorfor har DSB ikke indsat tog på strækningen for at kompensere for problemet på den svenske side?

- Ved at vi har gjort det på denne her måde, har vi kunnet holde Kystbanen fri. Ellers ville vores passagerer opleve forsinkelser på hele strækningen, men det undgår vi nu, siger Tony Bispeskov.

Han forsikrer endvidere, at togdriften genoptages fra DSBs side, så snart svenskerne sender tog mod Danmark igen. 

Skal man rejse over Øresund, kan man godt opleve flaskehals på togperronen ved Københavns Lufthavne, da togene ikke kører over sundet.

- Der kan godt være en situation, hvor det antal af kunder, der står og venter, er for mange til et tog - og de vil opleve længere rejsetider, desværre, siger informationschefen og tilføjer:

- Det gode råd det er, at holde øje med Rejseplanen.

Klokken 15.45 lyder opdateringen således fra informationschefen:

- Det ser sådan ud, at svenskerne nu er begyndt at sende tog mod Danmark. Så nu begynder vi også at køre igen. Om 20 minutter kører det første tog mod Sverige fra Københavns Lufthavne.

20 min kører det første tog derud. Vi fortsætter med togbusser, så længe, der er er folk, som hellere vil tage dem.

Men heller ikke en tur med togbus løser alle udfordringer. Det skyldes i høj grad den store rejsedag, som der lige nu presser trafikken til og fra lufthavnen.

- Det er en stor rejsedag, og det kan vi også mærke på de mange togbusser, vi har haft til at køre ude fra Kastrup. Derfor kan det også tage noget tid at tage bussen, desværre. Men man må bevæbne sig med lidt tålmodighed, og så løsner det forhåbentlig snart op, siger Tony Bispeskov til TV 2 Lorry.

Se videoen af den vilde kø i galleriet herover.