DSB flytter togstop fra Høje Taastrup til Køge Nord

Ringstedbanen lægger togskinner til DSB's Intercitylyntog mellem blandt andet København og Aalborg.

Når togpassagerer i fremtiden skal rejse med Intercitylyntogene, så vil de stoppe i Køge Nord i stedet for Høje Taastrup.

DSB flytter således Intercitylyntogene, så de i fremtiden skal køre over den nyanlagte Ringstedbane og dermed uden om Høje Taastrup Station.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Intercitylyntogene kører en gang i timen mellem København H og Aalborg og hver anden time mellem København og henholdsvis Struer og Sønderborg.

Køreplansskiftet træder i kraft den 8. juli 2019.

Informationsdirektør: Mere til gavn end gene

Ifølge DSB's informationschef, Tony Bispeskov, er det derfor fordelagtigt, at Intercitylyntogene skal køre via Ringstedbanen, der blev indviet den 31. maj.

- Det vil for nogle mennesker være en gene, men når vi ser på det generelt set, så vil det klart gavne endnu flere. Også fordi vi i fremtiden vil være i stand til at kunne køre endnu hurtigere.

Han påpeger samtidig, at køreplansskiftet vil sikre en mere stabil drift med færre forsinkelser, fordi togene bliver fordelt ud på begge strækninger.

Høje Taastrup Station har i mange år udgjort et centralt knudepunkt i togforbindelserne mellem Sjælland, Fyn og Jylland. Men med den nye køreplan vil færre tog stoppe på stationen.

- Vi har stadig et trafikalt knudepunkt i Høje Taastrup og for den sags skyld Roskilde, men det er begge stationer, som eksisterer på en gammel banestrækning, siger Tony Bispeskov.

- Da der politisk blev taget en beslutning om at etablere en ny banestrækning mellem Ringsted, Køge Nord og København, så var det netop for at aflaste den gamle banestrækning, fordi der er tæthed mellem togene.

Fra den 15. december 2019 vil Intercitytogene mellem København H og Aalborg ligeledes flyttes til Ringstedbanen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik