Drukkodeks: Gymnasier vil gøre op med elevers vilde drukkultur

11 gymnasier i hovedstadsområdet skærper reglerne for elevernes alkoholindtag med kodeks.

Massiv druk og historier om hospitalsindlæggelser ved sidste års fest i Dyrehaven, får nu 11 hovedstadsgymnasier til at gå sammen om et nyt kodeks. Det skriver DR P4 København.

Formålet med kodekset er at skærpe reglerne for elevernes indtag af alkohol til sociale arrangementer, fester og studieture.

Det siger Allan Kjær Andersen, der er rektor på Ørestad Gymnasium, der er ét af de gymnasier, der har skrevet under på regelsættet.

- Vi er gået med, fordi vi synes, at det er vigtigt, at gymnasierne sender et signal til de unge om fornuftige alkoholvaner, siger han til DR P4 København. 

Han håber samtidig, at det nye kodeks kan være med til at forhindre, at de vilde fester bliver et konkurrenceparameter, når de unge skal vælge en ungdomsuddannelse.

- Gymnasierne skal konkurrere om at være gode skoler, men ikke om at være gode udskænkningssteder, siger han til DR P4 København.

Selvom de unges vanvidsdruk blandt andet i Dyrehaven og Prag ikke er foregået på gymnasierne, så bliver episoderne ofte koblet til skolerne. Det forklarer Espergærde Gymnasiums rektor, Henrik Bæch, der også bakker op om de nye fælles regler.

Han håber, at kodekset vil sende et signal om, at skolerne tager de unges alkoholforbrug alvorligt.

- Det er nemt at forstå, når en række skoler gør det sammen. Vi åbner også op for at andre skoler kan melde sig under fanen, hvis de har lyst, og så kan vi simpelthen lægge det ud på vores hjemmeside, så man se, præcis hvordan skolen forholder sig til alkohol, siger han til DR P4 København. 

I interesseorganisationen Alkohol og Samfund glæder man sig over initiativet.

- Fordelen ved at gå sammen er, at man som gymnasium får etableret en fælles holdning til, hvilke rammer man lægger for festerne, og det gør, at det er den samme type fest, eleverne møder, uanset hvilket gymnasium man tager til fest på, siger direktør Peter Konow til DR P4 København.

Flere fynske gymnasier overvejer nu, om de skal lave et lignende kodeks. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik