Dronningen forlod Rigshospitalet efter kort visit

Dronning Margrethe ankom fredag eftermiddag til Rigshospitalet, hvor hendes mand, prins Henrik, er indlagt. Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Dronningen, prins Joachim, prins Felix og prins Nikolai besøgte fredag eftermiddag prins Henrik på Rigshospitalet.

Dronning Margrethe ankom fredag eftermiddag omkring klokken 16 til Rigshospitalet for at besøge prins Henrik.

Og kort tid efter ankom også prins Joachim med sine to ældste sønner, prins Felix og prins Nikolai.

Men besøget var et af de kortere. Lidt i 17 forlod Dronning Margrethe og familien stedet. Det skriver Ekstra Bladet, der har en reporter på stedet.

Læs også Prins Henriks tilstand alvorligt forværret

Tidligere fredag meddelte hoffet, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.

Også kronprinsesse Mary har besøgt prinsen tidligere fredag. Hun fik selskab af sine ældste børn, prins Christian og prinsesse Isabella. De ankom ved 11-tiden og forlod hospitalet cirka en halv time senere.

Prins Joachim ankommer sammen med sine sønner Prins Nikolai og Prins Felix til Rigshospitalet, hvor Prins Henrik er indlagt, fredag den 9. januar 2018. Kongehuset meddelte fredag den 9. januar 2018, at Prins Henriks tilstand er forværret. Foto: Jonas Olufson - ritzau/Scanpix

Kongehuset oplyste tidligere fredag, at kronprins Frederik er på vej hjem til Danmark efter at have været i Sydkorea til vinter-OL.

Det vides ikke præcist, hvornår han ankommer.

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar efter et ophold i Egypten.

Læs også Kongefamilien strømmer til Rigshospitalet

Han havde siden 4. januar været i Sharm El Sheik i Egypten, hvor han i mange år har kendt hotelejer Anan el Galaly.

Senere oplyste kongehuset, at prinsen var blevet undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viste sig at være godartet. Men fredag meddelte kongehuset altså, at prinsens tilstand er forværret.

/ritzau/