Dronning Margrethes sarkofag er færdiggjort

Der er ikke foretaget designmæssige ændringer ved dronning Margrethes gravmæle. Det står nu færdigt.

Det dyrebare gravmæle, som dronning Margrethe skal stedes til hvile under i Roskilde Domkirke, er færdiggjort. Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

- Hendes Majestæt Dronningens gravmæle er nu opstillet og står i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke. Her vil Dronningen blive stedt til hvile ved siden af næsten 40 danske konger og dronninger fra den tidlige middelalder og frem til i dag.

Arbejdet med gravmælet har stået på siden 2003 og er blevet udført af billedhuggeren Bjørn Nørgaard.

Bjørn Nørgaard var fra projektets start i tæt dialog med regentparret om idéen og udformningen af værket, der har titlen ”Sarkofag”.

 
 
Foto: Keld Navntoft / Kongehuset

Oprindeligt skulle også prins Henrik lægges til hvile i gravmælet. Men prinsen ændrede i august 2017 mening.

Da prinsen døde i februar, blev det meddelt, at prinsen i stedet ønskede sin aske spredt. Dels på havet og dels i Fredensborgs Slots private have.

Prinsens beslutning om ikke at lade sig begrave i Roskilde Domkirke har ifølge kongehuset ikke medført ændringer af dronning Margrethes sarkofag.

 
 
Foto: Keld Navntoft / Kongehuset

Gravmælets sokkel er udformet i sandsten fra Frankrig, og tre søjler, der bærer sarkofagen, er i henholdsvis dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor.

På sarkofagens søjler er elefanthoveder støbt i sølv.

Selve sarkofagen er i støbt glas, og i et hulrum i glasset er der på indersiden sandblæst to liggende figurer, der repræsenterer dronningen og prins Henrik.

På toppen findes allegorier, heraldik og symboler i forgyldt bronze. Dronningen vil blive stedt til hvile i en krypt under gravmælet.

 
 
Foto: Keld Navntoft / Kongehuset

Gravmælet bliver først vist frem for offentligheden efter dronningens død.

Derfor er der udfærdiget en tildækning, som giver domkirkens besøgende mulighed for at besøge kapellet, selvom gravmælet er opsat.

Både gravmælet og tildækningen er udfærdiget af Bjørn Nørgaard, og en 1:10 kopi af gravmælet er udstillet i Roskilde Domkirke.

 
 
Foto: Keld Navntoft / Kongehuset

Arbejdet og omkostningerne med gravmælet er holdt indenfor Folketingets fastsatte bevilling på finansloven.

Roskilde Domkirke har siden 1400-tallet fungeret som gravsted for den danske kongeslægt. Gravmælet indskriver sig i en lang tradition for at opføre et eftermæle i Roskilde Domkirke for regentens liv og gerning.

Fakta om den kongelige sarkofag

* Det er regentparret selv, der har bedt Bjørn Nørgaard om at stå for de royale sarkofager.

* Han har tidligere tegnet de 11 gobeliner, der hænger på Christiansborg, og som var en gave til dronning Margrethes 50-års fødselsdag i 1990.

* Sarkofagerne er den royale version af en gravsten, ikke en kiste. Dronningen bliver stedt til hvile i en krypt under gravmælet.

* Sarkofagen er placeret i Sankt Birgittes Kapel.

* Bjørn Nørgaard har arbejdet på gravstedet siden 2003.

* Selve sarkofagen er støbt i glas, mens soklen er udformet i sandsten fra Frankrig. Den bliver båret af tre søjler af henholdsvis grønlandsk marmor, færøsk basalt og bornholmsk granit. Det er symbol på, at regenten er hele rigsfællesskabets.

* Elefanthovederne på søjlerne er støbt i sølv.

* Selve sarkofagen er støbt i glas, og i et hulrum i glasset er der på indersiden sandblæst to liggende figurer, der repræsentere dronningen og prins Henrik.

* Den samlede pris for gravstedet lyder på mere end 29 millioner kroner.

Kilder: kongehuset, Ritzau.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik