Drillenisse på spil: Hænger politikeres valgplakater op igen

Plakater, der en gang er blevet pillet ned, bliver åbenbart hængt op igen i Albertslund.

Kandidaterne til kommunalvalget har haft otte dage efter valgdagen til at fjerne deres valgplakater. Der er nu gået ti dage, og man skulle derfor tro, at de sidste plakater var væk fra bybilledet.

I Albertslund Kommune er situationen dog den stik modsatte.

quote Det lader til, at der er nogen, der tilsyneladende ikke kan få nok af kommunalvalget

Dennis Schmock fra Radikale Venstre

I takt med at politikerne i Albertslund har taget deres sidste plakater ned, har en eller flere ukendte ’drillenisser’ hængt flere politikere op igen, skriver Albertslund Posten.

Radikal hænger i lygtepælen

Dennis Schmock fra Radikale Venstre er en af dem, der igen hænger i lygtepælene.

- Det lader til, at der er nogen, der tilsyneladende ikke kan få nok af kommunalvalget. Det er sjovt, men også lidt træls, for vi har brugt en masse tid på at fjerne plakaterne og ender i værste fald med at skulle betale for, at vi ikke har fået nogle af dem fjernet i tide, siger han til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at han foreløbigt har fået kendskab til, at tre af hans valgplakater er blevet hængt op igen i Albertslund. Plakater, som han formoder er blevet stjålet under valgkampen.

Foregår over en bred kam

Dennis Schmock er dog ikke er den eneste politiker, der er ramt af det pudsige fænomen.

- Det er over en bred kam på tværs af flere partier. Jeg vil tro, det drejer sig om 20-25 plakater, siger han til TV 2 Lorry.

Ifølge Dennis Schmock er han og mange af de andre politiske kandidater med i en Facebook-gruppe, der hedder 'Kommunalpolitik Albertslund'. Her gjorde Alternativets Michael Jonasen dem forleden opmærksom på fænomenet.

- Jeg tror, at nogen har taget dem ned for nogle uger siden. Et godt eksempel, hvor jeg har fuldstændig styr på vores antal; Risby - her hængte vi 10 op. Den ene gik i stykker og blev fjernet undervejs. Syv kunne vi pille ned igen, men vi fandt aldrig de to sidste, siger Michael Jonasen ifølge Albertslund Posten.

Dennis Schmock oplyser, at politikerne på kryds og tværs hjælper hinanden med at få de sidste plakater pillet ned.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik