Dragør Kommune på spanden: ''Der skal spares en del''

Dragør Kommune har overskredet budgettet med 16,5 millioner og det betyder, at der i den kommende budgetplan nu skal findes store besparelser.

I de her dage bliver der nok talt en del budgetplanlægning rundt omkring, på grund af tomme kommunekasser. En af de kommuner, der har besparelser øverst på dagsordenen er Dragør. 

I år har kommunen overskredet budgettet med 16,5 millioner kroner, og derfor kommer kommunen nu med et nyt budgetforslag for 2019-22, der på mange punkter kommer til at ligne en spareplan. 

Ifølge borgmesteren i Dragør, er det uforudsete udgifter på det specialiserede sundhedsområde, der er årsag til at kommunen nu er kommet i økonomiske vanskeligheder. 

- Udgifterne skyldes primært stigende priser på bosteder og tilbud til folk med diagnoser og psykiske udfordringer. Det er noget, der er svært at  tage højde for på forhånd, og i en lille kommune som vores, skal der ikke mange borgere til at vælte budgettet, fortæller Eik Dahl Bidstrup, der er borgmester i Dragør Kommune.  

Pengene skal findes der, hvor det gør mindst ondt på borgerne

I de kommende budgetforhandlinger for 2019-22, skal Dragør Kommune undersøge, hvordan økonomien kan komme tilbage i balance. Og her vil der ifølge borgmesteren blive arbejdet på højtryk på, at finde pengene der, hvor det mærkes mindst. 

quote Vi vil prøve at spare på de serviceområder i kommunen, hvor det gør mindst ondt på borgerne..

Eik Dahl Bidstrup, Borgmester i Dragør Kommune

- Der skal spares en del penge, og der skal tages nogle svære beslutninger. Men der er klart, at de borgere, som har et behov, skal have det, de har krav på. Så vi vil prøve at spare på de serviceområder i kommunen, hvor det gør mindst ondt på borgerne, og som ikke involverer varme hænder, fortæller Eik Dahl Bidstrup. 

Helt præcis hvor pengene skal spares, og hvordan det kommer til at berøre borgerne i Dragør Kommune, kan borgmesteren først oplyse efter budgetforhandlingernes endelige vedtagelse den 4. oktober 2018.

Indtil den 30. august 2018, vil der være en åben høringsperiode i kommunen, hvor borgmesteren håber, at kunne skabe direkte dialog med borgerne. 

- Alle har mulighed for at komme med deres holdning til budgettet, og jeg vil gerne opfordre alle til at deltage - også hvis man skulle have løsningsorienterede forslag til, hvordan vi kan finde pengene, fortæller Eik Dahl Bidstrup, der er borgmester i Dragør Kommune. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik