Foto: Privatfoto

Venner hylder Jesper Jul med maleri: "Han ændrede mit liv"

Jesper Jul er ikke glemt. To af hans venner hylder den nu afdøde politimand med et graffitiportræt. Se billedet herunder.

Det er nu mere end et år siden, at politibetjent Jesper Jul på tragisk vis blev skudt i hovedet foran Albertslund Politigård og efterfølgende døde af sine kvæstelser.

En hændelse, der udløste stor sorg, ikke bare blandt familiemedlemmer og kollegaer, men også i befolkningen generelt. Sorgen blev blandt andet markeret med et fakkeltog i Albertslund.

Jesper Jul er stadig ikke glemt.

I sidste uge sang kollegaer en mindesang om Jesper Jul, og der er for længst blevet oprettet en Facebookside til minde om politimanden, hvor der stadig bliver delt minder om den afdøde politibetjent og kommentarer til den tragiske hændelse. Et af de seneste opslag er i skrivende stund blevet delt 822 gange og liket hele 2,1 tusinde gange.

Læs også Kollega synger mindesang et år efter drab på Jesper Jul

"RIP Jesper Jul"

Men det er måske ikke så mærkeligt, at opslaget er blevet delt så mange gange, for det viser et portræt af politimanden med et såkaldt tag og teksten "RIP Jesper Jul".

  Foto: Facebook: Jesper Jul - Ære være dit minde

Det er to af Jesper Juls venner, der har tegnet billedet på en mur på Barslund Byggeplads' sydside i Albertslund.

Mandag skrev en af de to venner på Facebooksiden, at han var i gang med at tegne maleriet, og han viste et billede af det halvfærdige graffiti portræt. Torsdag var billedet færdigt.

Læs også Fakkeltog: Tusindvis af mennesker sørger over Jesper Jul

Vil give noget tilbage

Den ene af de to venner, der har malet graffitiportrættet, hedder Marlon Bodhi, og han fortæller, at Jesper Jul har ændret hans liv.

- Cirka to måneder inden han døde var jeg meget deprimeret, og der havde vi en snak, der ændrede mit liv. Han gav mig mod på livet. Han opfordrede mig til at fokusere på de ting, der gør mig glad, og det har altid gjort mig glad at male med graffiti. Så det opfordrede han mig til at gøre noget mere, fortæller Marlon Bodhi.

Lige siden den dag havde vennen planer om, at han en dag, når han var blevet god nok til at male, ville tegne et portræt af Jesper Jul for at vise politimanden, hvad han betød for ham.

- Det er ærgerligt, at han ikke nåede at se portrættet. Men jeg håber, at han kigger ned og kan se det, siger Marlon Bodhi

En 27-årig mand er kendt skyldig i drabet på den 43-årige politibetjent Jesper Jul. Det har Retten i Glostrup afgjort tilbage i september.