Dræbt jødisk vagt kerede sig om menighedens sikkerhed

Offeret for angrebet i Krystalgade i København var frivillig vagt i flere år, fortæller den afdødes fætter.

Den mand, der blev dræbt ved synagogen i København, var kendt for sin store hjælpsomhed både i den jødiske menighed og i familien.

Dan Uzan blev ramt, da en angriber natten til søndag affyrede flere skud mod synagogen i Krystalgade. Han blev 37 år. Desuden blev to politifolk såret.

- Han har været vagt i mange år, og han kendte sikkerhedsforholdene og rutinerne, fortæller hans fætter, Flemming Voetmann.

Han beskriver Dan Uzan som en, der altid tilbød sin hjælp både over for synagogen og familien.

- Det har faldet ham naturligt at kere sig om andre og at tilbyde sin hjælp. Det er helt symptomatisk, at han også tilbød sig som vagt denne gang, siger fætteren.

- Han var altid den, der stillede op, fortæller han.

Dan Uzan var uddannet cand.polit.

Han var ivrig sportsmand og spillede i en del år i den jødiske fodboldklub. Desuden spillede han i basketball i Hørsholm.

- Det gik han op i med liv og sjæl, siger Flemming Voetmann. I familien var han en ivrig legeonkel for nevøer og niecer.

- Han var det varmeste menneske, jeg nogensinde har mødt, lyder karakteristikken.

Familien til Dan Uzan anmoder pressen om ikke at henvende sig, oplyser Voetmann.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik