Drab ved moské giver fængsel i 14 år

Taxichauffør affyrede mellem 12 og 14 skud mod modstander ved moské på Vesterbro i København.

Sagen om et voldsomt skyderi ved en moské i København har torsdag udløst en straf på 14 års fængsel til gerningsmanden.

Et nævningeting i Østre Landsret fastslår ligesom byretten tidligere gjorde det, at taxichaufføren Janaid Iqbal ikke handlede i selvforsvar, da han med en pistol affyrede mellem 12 og 14 skud.

Læs også: Taxichauffør skyldig i drab...

Drabet skete 30. august 2011 lige uden for moskeen på Amerikavej på Vesterbro. Denne dag var der mange mennesker til stede for at fejre en muslimsk højtid.

Tamur Asghar var offeret, som blev ramt flere gange. Ved de første skud var afstanden mellem de to mænd cirka 10 meter, men Iqbal gik derefter helt tæt på den liggende Asghar og skød igen.

Voksede op i samme gade men endte i hver sin gruppe

De to mænd voksede op i samme gade, Saxogade, men da de kom ind i voksenalderen, stod de i hver sin lejr og indledte tilsyneladende en fejde.

Iqbal skød mod Asghar, da sidstnævnte og hans venner havde indledt et skænderi med Iqbals far og onkel lige uden for moskeen.

I tiden forinden havde der været flere opgør mellem Tamur Asghars gruppe på den ene side og Iqbals på den anden.

For eksempel havde Iqbals onkel, kioskejeren Mohammad Shakil, tilsyneladende truet Asghar, kom det frem, da drabssagen blev behandlet i Københavns Byret.

Shakil var med i den bil, som bragte Janaid Iqbal i sikkerhed efter skyderiet, men han er ikke længere i live.

Han blev myrdet på åben gade på Vesterbro sidste efterår en nat efter at have forladt sin kiosk. Denne forbrydelse er endnu ikke opklaret.

- Efterforskningen er stadig aktiv, og vi håber fortsat på at få henvendelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Jens Møller i Københavns Politi.

Under opgøret ved moskeen blev der affyret skud fra flere våben. Og Iqbal blev også selv ramt i maven og i ballen og blev anholdt på sygehuset i Malmø.

Den normale straf for drab er fængsel i 12 år, men Iqbals forbrydelse er så grov, at han straffes med yderligere to år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik