Dostojevskij til Nørrebro: Russisk fond vil opstille buste af forfatter

En russisk kulturfond har tilbudt at lade en buste af forfatteren Fjodor Dostojevskij opføre på Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Parkgængere på Nørrebro kan i fremtiden få muligheden for at sige zdravstvujtye til ansigtet af en af Ruslands og verdens vigtigste forfattere.

En buste af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij kan nemlig være på vej til at få en plads på Nørrebro.

En russisk kulturfond har tilbudt at forære en kobberbuste på en knap to meter høj stensokkel af den betydningsfulde forfatter til Kulturcentret Assistens, der har til huse på kirkegården af samme navn midt i den københavnske bydel.

Dobbeltgængeren af Dostojevskij er tiltænkt en plads på Assistens Kirkegård lige bag Kapellet i nærheden af den danske forfatter Søren Kierkegaard gravsted.

Visualisering af busten af Dostojevskij.
Visualisering af busten af Dostojevskij.
Foto: Københavns Kommune

Det fremgår af en indstilling, der torsdag behandles på et udvalgsmøde i Nørrebros Lokaludvalg.

Det er langt fra tilfældigt, at Dostojevskij-busten skal placeres nær Kierkegaards gravsted. Dostojevskijs buste skal således vendes, så forfatterens blikretning peger mod Kierkegaards grav. Søren Kierkegaard regnes i hele verden som eksistentialismens fader. Dostojevskij undersøger netop menneskets dybere lag i sit forfatterskab.

Det tilbudte kunstværk skal som tilbuddet lyder udarbejdes af den unge billedhugger og designer Andrey Tartishnikov, der er bosiddende i Paris og lige nu arbejder på et lignende projekt til mastodontmuseet Louvre.

Alle udgifter til skabelsen, transporten og opsætningen af kunstværket vil blive betalt af de glade givere fra den russiske kulturfond.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Assistens Kirkegård. I baggrunden ses Kapellet. Bag dette skal busten ifølge forslaget opstilles.
Assistens Kirkegård. I baggrunden ses Kapellet. Bag dette skal busten ifølge forslaget opstilles.
Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Tovholder på høringssvar: Min holdning er positiv

Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen i Nørrebro Lokaludvalg er blevet bedt om at udarbejde et høringssvar til kommunen omkring holdningen til busten.

Erik Brandt fra Enhedslisten er tovholder på høringssvaret, der skal drøftes ved et udvalgsmøde torsdag. Han er positivt indstillet over for tilbuddet.

- Vi får jo med mellemrum nogle bud på opstillinger af statuer, og generelt er vi jo glade for noget mere kunst på Nørrebro. Jeg tror ikke, der er noget kontroversielt ved at opstille en buste af Dostojevskij, så min holdning er i hvert fald positiv, siger han.

Fjodor Dostojevskij var en russisk forfatter, der levede mellem 1821 og 1881. Blandt de mest kendte værker kan nævnes Forbrydelse og straf, Idioten og Brødrene Karamazov.
Fjodor Dostojevskij var en russisk forfatter, der levede mellem 1821 og 1881. Blandt de mest kendte værker kan nævnes Forbrydelse og straf, Idioten og Brødrene Karamazov.
Foto: Ritzau Scanpix

- Kulturcenteret på Assistens har tidligere beskæftiget sig med Dostojevskij, så man kan sige, at stedet har en form for tilknytning til det. Der er selvfølgelig også nogle russiske grave på kirkegården, som busten kunne have noget tilknytning til, siger han og understreger, at han personligt ingen indsigelser har til forslaget.

Gagarin i Lyngby og Pushkin på Det Kongelige

Skulle busten af den anerkendte forfatter blive en realitet, vil det ikke være den eneste i området, som den almennyttige fond med base i Moskva har foræret Danmark.

I 2016 blev en buste af kosmonauten Jurij Gagarin foræret til DTU i Lyngby i forbindelse med den første danske astronaut i rummet i september 2016.

På Det Kongelige Bibliotek finder man også en buste af forfatteren Alexander Pushkin doneret fra samme fond. Den blev opsat i foråret 2018.

Fjodor Dostojevskij

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij var en russisk forfatter, hvis visionære kunst rager op i russisk åndshistorie og i verdenslitteraturen.

 

Hans liv og værk er en uudtømmelig kilde til psykologisk, filosofisk og religiøs indsigt. Inspireret af blandt andet Søren Kierkegaard, anses Dostojevskij af mange som en af forgængerne for den moderne, filosofiske retning eksistentialismen, som blandt andre Nietzsche og Sartre senere artikulerede.

 

I sit forfatterskab er Dostojevskij blandt andet kendt for sine hovedværker Forbrydelse og straf, Idioten og Brødrene Karamazov.

 

Kilde: Gyldendals 'Den Store Danske'

I september 2016 forærede den samme russiske fond en buste af Jurij Gagarin til DTU i Lyngby i forbindelse med den første danske astronaut i rummet.
I september 2016 forærede den samme russiske fond en buste af Jurij Gagarin til DTU i Lyngby i forbindelse med den første danske astronaut i rummet.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik