Dorthe betalte P-bøde og blev sendt til inkasso

Selvom Dorthe Kragskov betalte sin P-bøde i tide, blev hun sendt videre til inkasso på grund af en tastefejl.

Det er aldrig sjovt at få en p-afgift, men for Dorthe Kragskov blev en parkeringsafgift ekstra sur, da den røg videre til inkasso.

På trods af at pengene var havnet hos parkeringsselskabet.

Regningen blev betalt rettidigt i starten af januar, og pengene var blevet trukket på Dorthe Kragskovs konto, så hun tænkte ikke mere over det, før der pludselig lå en inkasso-skrivelse i hendes postkasse den 22. februar. Og en ekstra regning på 500 kroner i administrationsgebyr.

Hun kontaktede straks inkasso-firmaet, og her blev hun gjort opmærksom på, at parkeringsselskabet ikke havde modtaget betalingen. De fandt ud af, at det skyldtes en tastefejl, som Dorthe Kragskov har begået.

Missede et ciffer
Ved en fejl missede hun det sidste ciffer i referencenummeret, da hun betalte regningen, og derfor har parkeringsselskabet ikke kunnet registrere beløbet.

Dorthe Kragskov er fortørnet over, at parkeringsselskabet ikke har varslet hende før hun blev sendt videre til inkasso.

- Jeg ved godt, det er min egen fejl, men havde de nu sendt en rykker, som jeg mener, man bør gøre, så havde jeg jo reageret på det, og så havde jeg da gerne betalt 100 kroner i rykkergebyr, men jeg synes ikke det er okay, at jeg bare bliver sendt direkte til inkasso uden at jeg ved det, siger hun til TV 2 Lorry.

Dorthe Kragskov har efterfølgende kunnet dokumentere, at hun har betalt, men alligevel skal hun stadig betale de 500 kroner i inkasso-omkostninger.

- Det er frustrerende. Det er ikke så meget de 500 kroner, men mere princippet i det, at man bare blive sendt til inkasso, når jeg har betalt til den aftalte tid. Havde jeg ikke betalt, var det en anden sag, siger Dorthe Kragskov.

P-selskab: Ikke vores fejl
Hos APCOA Parking, som er parkeringsselskabet i denne sag, mener man ikke, at fejlen ligger hos dem. I et skriftligt svar til TV 2 Lorry, lyder det følgende fra selskabets direktør Michael Christensen:

- Generelt har den person, som indbetaler, pligt til at sikre sig, at beløbet indbetales korrekt, det gælder korrekt beløb, men også alle øvrige oplysninger. Dette er helt grundlæggende ved en indbetaling. Sker der en indbetaling, hvor de indtastede oplysninger IKKE er korrekte, vil det indbetalte ikke blive bogført korrekt. Processen med bogføring sker hos os helt automatisk, skriver han.

Det rykker dog ikke ved Dorthe Kragskovs følelse af uretfærdighed.

- Jeg har aldrig været en dårlig betaler, så jeg er da ked af, at en bøde jeg har betalt er endt hos inkasso, siger hun.

Det er urimelig adfærd
Spørger man Dennis Lange, der er jurist hos FDM, så burde parkeringsselskabet i stedet have hjulpet Dorthe Kragskov med at placere hendes indbetaling rigtigt.

- Det er klart urimelig adfærd fra parkeringsselskabets side. Det bør ikke være sådan, at man som bilist skal bonne for at parkeringsselskabet ikke gider at besvære sig med, at nogle penge de har modtaget, hvad hører de i grunden til, siger Dennis Lange.

Og det er langt fra et enkelttilfælde, at bilister føler sig uretfærdigt behandlet af parkeringsselskaberne.

Nogle er egentlig meget fair og til at snakke med og har en pragmatisk tilgang til tingene. Hvorimod andre parkeringsselskaber - og det er den her sag jo også et udtryk for - er noget mere nidkære og går noget mere til stålet, siger Dennis Lange.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik