Dommer: LTF-bandeleder bliver ikke løsladt

Anklagemyndigheden vil udvise LTF-lederen Shuaib Khan til Pakistan, selvom han er født og opvokset i Danmark.

Den varetægtsfængslede bandeleder Shuaib Khan bliver ikke løsladt.

Det står klart, efter dommer Lene Sadolin-Holst ved et retsmøde i Københavns Byret tirsdag afviste at ophæve Loyal To Familia-lederens varetægtsfængsling.

- Du skal være varetægtsfængslet indtil dommen, der senest ventes 9. oktober, lød afgørelsen.

Den 30-årige pakistaner, der står i spidsen for grupperingen Loyal To Familia (LTF), er tiltalt for trusler mod en betjent.

Baggrunden for at afvise løsladelsen skete med henvisning til, at der er fare for, at Khan på fri fod vil gøre alvor af truslerne mod betjenten.

- Efter min opfattelse er det en meget særlig sag. Du har en ganske særlig magtposition i LTF, og når truslen kommer fra dig, er den mere alvorlig, end hvis den var kommet fra et menigt medlem, sagde dommeren.

Det var i forbindelse med en visitation af en gruppe bandefolk på Nørrebro, at Khan natten mellem 31. juli og 1. august skal have truet en betjent.

- Husk hans ansigt, skal Khan ifølge anklagen have sagt til de andre bandefolk, inden han angiveligt henvendte sig direkte til betjenten:

- Det kan godt være, at du kan huske vores ansigter, men vi kan også huske dig. Pas på din ryg, skal Shuaib Khan have sagt.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden mener, at Shuaib Khan, der er født og opvokset i Danmark, skal straffes med udvisning.

Retssagen mod Khan behandles efter planen over to retsdage. Parterne mødes første gang 27. september, mens det andet retsmøde ventes afholdt 9. oktober.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik