Jydeholmen i Vanløse, hvor drabet fandt sted tirsdag formiddag Foto: Lorry

Dommer i Vanløse-sagen: Vi lukker dørene

Dommer på Frederiksberg lukker dørene i drabssag af hensyn til politiets efterforskning og sigtedes sikkerhed.

En dommer ved Retten på Frederiksberg har torsdag lukket dørene til grundlovsforhøret af en 16-årig dreng, der sammen med to andre drenge ifølge politiets sigtelse dræbte en 21-årig mand på Jydeholmen i Vanløse tirsdag.

- Vi tager hensyn til sigtedes alder, den videre efterforskning og sigtedes sikkerhed ved at lukke dørene, lyder dommerens begrundelse.

Dommeren nedlagde desuden navneforbud til trods for, at de tre drenges navne blev offentliggjort af politiet onsdag for at tvinge dem til at melde sig selv.

- Vi finder det nødvendigt at kræve navneforbud, fordi der også er et spørgsmål om sikkerhed, siger forsvarer Kåre Pihlmann.

- Der er forlydender om, at medlemmer af Bandidos er ude efter min klient, og at de er mødt op på pårørende adresses for at få fat på ham, tilføjer han.

Den 16-årige dreng mødte op i retten i sorte leggins, en stor løs grå joggingtrøje og med bare fødder i klipklappere. Han sad foroverbøjet i stolen, hvilede sit hoved på sine hænder og trippede med fødderne.

Efter grundlovsforhøret af den 16-årige vil de to andre sigtede i sagen blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling. Det kommer også til at foregå for lukkede døre.