Dommer fængsler 22-årig for drabsforsøg i Espergærde

En ung mand er natten til mandag anholdt i Nordsjælland. Han sigtes for at stå bag et knivoverfald søndag.

En ung mand er mandag i et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Den 22-årige mand, der sættes i forbindelse med et knivoverfald i Espergærde i weekenden, er sigtet for drabsforsøg.

Politiet vil ikke oplyse noget nærmere om den formodede gerningsmand eller hans relation til offeret.

Tidligt søndag morgen blev offeret for knivstikkeriet fundet blødende i en have i Espergærde. Han var blevet stukket ni gange og var i første omgang i livsfare.

Overfaldet skulle være sket i en stuelejlighed i Hovgårdsparken.

Alarmen indløb lige før klokken fem søndag morgen, og kort efter fik Nordsjællands Politi fra en anden borger at vide, at der var blodspor i en opgang.

Inde i en lejlighed så betjentene en blodpøl på gulvet i stuen, og der lå også en blodig kniv.

Lejligheden blev afspærret, så politiets teknikere og efterforskere kunne undersøge stedet for spor. Den hårdt sårede mand lå i haven til stuelejligheden.

Natten til mandag lykkedes det politiet at anholde den 22-årige, og en dommer fandt altså politiets beviser mod ham så overbevisende, at han mandag blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik