Domkirken får nyt lydanlæg

Klager fra kirkegængerne får menighedsrådet til at udskifte lydanlægget i Roskilde Domkirke, selv om det hidtidige kun er fire år gammelt, skriver DAGBLADET Roskilde.

Det er ikke altid
til at høre, hvad præsten prædiker i Roskilde Domkirke. Men nu
investerer Roskilde Domsogns menighedsråd cirka halvanden
million kroner på at få rettet op på det.

- Vi har fået masser af
henvendelser fra borgere, som ikke kan høre, hvad der siges i
kirken. Det er ikke til at bære, når nogen skriver til os, at de
ikke kunne høre præsten til deres ægtefælles begravelse, siger
formanden for menighedsrådets kirkebygningsudvalg, Per
Hors.

Problematikken med lyden i domkirken er langt fra ny. Så
sent som i 2004 blev det nuværende lydanlæg opgraderet, men det
har heller ikke vist sig at være løsningen. I stedet har
domsognet nu fået firmaet North Star til at løse problemet i
samarbejde med en af verdens førende virksomheder inden for
avancerede lydanlæg, amerikanske Bose.

Den afgørende forskel er,
at menighedsrådet denne gang har kunnet høre, hvad de betaler
for, inden de sagde ja til tilbuddet. Det skyldes et særligt
computerprogram, som har lavet en tredimensionel model af
domkirken, hvor man kan høre, hvordan lyden er forskellige
steder i rummet.

Desuden har kirkebygningsudvalget og personale
fra domkirken været på besøg i Garnisionskirken i København og
domkirken i Linkøping, der har et lignende lydanlæg.-
Lydforholdene er her klart bedre end i vores kirke, og
betjeningen af anlægget er mere simpel, så muligheden for
menneskelige fejl er minimeret, siger Per Hors.

Det nye lydanlæg
bliver sat op i domkirken i de kommende måneder og skal efter
planen være endeligt på plads inden juleaften. Så i år er der
chance for, at præstens juleprædiken går klarere igennem end
nogensinde før.