Dom for overfald ved kirke: 4,5 års fængsel

En 21-årig asylansøger skal 4,5 år i fængsel for et groft sexoverfald på en 22-årig au pair-pige sidste år.

Et groft sexoverfald og et forsøg på voldtægt giver en 21-årig asylansøger 4,5 år i fængsel og en udvisning af Danmark.

Sådan lyder dommen tirsdag i Københavns Byret, hvor et nævningeting tidligere på dagen fandt manden skyldig i det grove overfald ved Helligåndskirken i det centrale København den 6. maj sidste år.

Og nu er manden altså dømt til 4,5 år i fængsel og en udvisning for bestandigt, fortæller anklager i Statsadvokaturen for København, Majbritt Elise Martinusen.

- Det er en dom, som afspejler, at retten har set meget alvorligt på det her forhold og har lagt vægt på den vold, der er udøvet og den måde, han har opført sig på overfor hende i det hele taget og har straffet det meget hårdt, siger hun.

Den 21-årige mand er dømt for at have overfaldet en 22-årig schweizisk au pair-pige, da hun var på vej hjem efter en tur i byen. Her slog han hende hårdt i hovedet og smed hende over muren til kirkegården, hvor han både sparkede og slog adskillige gange blandt andet med en stump genstand.

Pigen var så ilde tilredt, at hun var i livsfare

På et tidspunkt slog han hende på halsen eller klemte fast om den, så hun brækkede nakken og mistede bevidstheden.

Derefter flåede han tøjet af den bevidstløse kvinde for at voldtage hende, men det mislykkedes. Han efterlod hende stadig bevidstløs ved kirken.

Her blev hun tidligt om morgenen fundet af nogle forbipasserende, som alarmerede politiet.

På det tidspunkt var hun så ilde tilredt, at hun var i livsfare. Blandt andet havde hun to dybe flænger i panden og flere punktformede blødninger på halsen og i venstre øje.

- Det er en speciel sag, fordi det er sjældent, at der anvendes så grov vold og udvises så hensynsløs adfærd i forbindelse med voldtægt, og derfor er det svært at finde retspraksis, som matcher, siger Majbritt Elise Martinusen om dommens længde.

I alt er den unge mand fundet skyldig og dømt i 10 forskellige forhold. Ud over særdeles grov vold og voldtægtsforsøg handler det også om tyverier af mobiltelefoner og overfald på en fængselsbetjent i Vestre Fængsel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik